Landfolk Logo
Udforsk alle sommerhuse
Forladt sommerhus får nyt liv efter 25 år
Portrætserie

Forladt sommerhus får nyt liv efter
25 år

Vi er kørt 20 minutter nord for Holbæk for at mødes med Katrine og Morten i deres 70er-sommerhus tæt på Lammefjorden. Det er en tidslomme, der med sine nye ejeres sans for at skære helt ind til benet nænsomt er blevet forvandlet til en sand perle, der er perfekt til en weekend i roens og fordybelsens tegn.

Portrætserie: Mød en af vores sommerhusværter, der er håndplukket til at være en del af Landfolk.

Vi bliver budt på dejlig kaffe og sætter os udenfor, hvor alle kan være med i samtalen om deres sommerhusliv her i To-Bjerg.

Hvordan så huset ud, da I overtog det i sin tid?

Katrine: “Vi overtog det med hele inventaret, og der var alt fra gamle havestole til en udstoppet ræv på væggen. Den legede børnene med et stykke tid, indtil den forsvandt en dag - på mystisk vis...,” siger Katrine og smiler. “Ejendomsmægleren sagde, at vi nok kunne komme langt med en klat hvid maling - men det var slet ikke den vej, vi ville gå med huset. Der var virkelig rodet her faktisk. Det havde jo stået forladt i 25 år, fordi en af de oprindelige ejere døde pludseligt, og resten af familien ikke rigtigt kunne overskue arbejdet med huset. Det var rigtig synd, for det var meningen, at de skulle bruge deres otium heroppe. Det gode er, at de faktisk ikke har ændret en hel masse ved huset. Det står meget som det blev planlagt i 1969. En Mallorca-model hedder det! Bygget i 1972.”

Har I gemt noget fra dengang?

Morten: “Vi har gemt billederne fra salgsopstillingen, det er ret sjovt at se nu. Så kan man virkelig se forskellen på før og efter. Det eneste, vi ellers har gemt, er de oprindelige spisebordsstole. Det er gamle FDB Møbler, som vi har malet sorte, og de står rigtig fint her i stuen. De passer til resten af indretningen, og det er fedt at have noget fra de oprindelige ejere af huset.”

Det handler om, at vi synes, vi på den måde finder ind til kernen af, hvad vi har brug for, og så er der noget andet, der kan få lov at fylde i stedet for ting, vi skal forholde os til - nemlig samværet.

Katrine Blinkenberg Pedersen, sommerhusejer

Hvad har I gjort for at sætte jeres præg på huset, og hvad er jeres tanker om indretning?

Katrine: “Indretningen er sparsom og enkel. Hvis der hænger et maleri på en væg, som ikke passer godt ind her - så ryger det ned igen. Det skal ikke bare hænge der for at hænge der - så hellere en bar væg.”

Morten: “Her er så lidt som muligt, på en eller anden måde.“

Katrine: “Det handler om, at vi synes, vi på den måde finder ind til kernen af, hvad vi har brug for, og så er der noget andet, der kan få lov at fylde i stedet for ting, vi skal forholde os til - nemlig samværet.”

Morten: “Man skal kunne rydde op på 5 minutter! Det kan vi så ikke altid overholde - men det er målet.”

Katrine: “Ja. Vi har jo fjernet så mange ting, fordi det er her, vi tager hen, når vi ikke skal have flere indtryk. Vi skal detoxes i vores øjne og hoveder. Det skal helst være så simpelt som muligt. Det skal heller ikke være fancy eller dyre ting. Det skal være sådan, at man må bruge det.”

Morten: “Men vi har forholdt os til hver ting!”

Katrine: “Ja, vi har forholdt os til hver ting sammen. Og det er alt fra hvilken slags maling, penselstrøg, lampe og maleri. Alt har været væk, og så har vi sat hver enkelt ting ind én ad gangen. Vi vil hellere undvære en sofa end ikke at have den rigtige. Så har vi bare ikke haft en sofa.”

Hvordan blev jeres kunstinteresse til en Instagram-konto, og hvordan hænger det sammen med sommerhuset?

Katrine: “Nogle går til fodbold, vi sælger kunst, som vi plejer at sige! Ved siden af vores arbejde bruger vi fritiden på at redde kunst og sælge det på Instagram. Og en del af den kunst har været heroppe og bo. Vi tester, om tingene kan have et liv her, ellers bliver de solgt videre. Vi synes, det er sjovt at alle, også studerende, kan få råd til et rigtigt litografi fra 70erne. Det er ikke, fordi vi tjener det store, men det vi tjener, bliver så brugt på sommerhuset. Nu har vi også hevet vores 17-årige datter med ind i det, så hun kan tjene lidt lommepenge.”

At man kan lukke folk ind det her sted, og som kan få glæde af et sted, som har været forladt så længe. Det er der en kæmpe tilfredsstillelse ved.

Katrine Blinkenberg Pedersen, sommerhusejer

Jeres sommerhus stod tomt i årevis. Nu bliver det ofte brugt af jer selv, men også andre. Hvorfor det?

Katrine: “Jeg synes, at det er enormt tilfredsstillende at købe et sommerhus, som har stået tomt og ubrugt i så mange år - og så pudse det af for at lade andre mennesker bruge det. Der er for eksempel nogle, der skal holde jul her i år. Det er så rørende, synes jeg. At man kan lukke folk ind det her sted, og som kan få glæde af et sted, som har været forladt så længe. Det er der en kæmpe tilfredsstillelse ved.”

Morten: “Vi kan også selv lide at bo i andres hjem, når vi er i udlandet på ferie. Og selvom man kun skal være der et par dage for at se byen, så er det en glæde at bo i noget, som betyder noget for nogen.”

Katrine: “Vi kunne jo godt holde det for os selv. Der er ind imellem nogen, der spørger os hvordan vi kan holde ud, at der er andre, der sover i vores sengetøj. Jeg synes, det er fantastisk at der er nogen, der bruger det! Folk passer så godt på det. Og vi har så mange positive korrespondancer med de mennesker, som bruger sommerhuset.”

Læs også: Guide til sommerhusferie i Odsherred
Camilla Swartz Primdahl
Skrevet af Camilla Swartz Primdahlfebruar 2021
Udforsk alle Landfolk Stories
Landfolk newsletter

Vind dit næste eventyr.
Tilmeld dig i dag.

Vær den første til at få besked om vores nyeste, håndplukkede sommerhuse

tips og inspiration til din næste ferie

Vind et Landfolk-gavekort på 3.500 kr.. Vi trækker en vinder hver 3. måned

Dine personlige oplysninger vil blive behandlet i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.

Kontakt os

+45 39 39 32 02

Mandag-fredag: 9-17
Lørdag-søndag: 10-17

BEMÆRK: Vi har ændrede åbningstider over påsken

Send os en e-mail
Sikker betaling
MobilePayVISAMastercardApplePayGooglePay

Du kan også opdele betalingen og kun betale 25% for at sikre din booking.

Dansk virksomhedAlt inkluderet i én pris
Fremragende 4,7 på Trustpilot
Landfolk A/S · Bülowsgade 68, 3 tv · 8000 Aarhus C · CVR 42074640