FindCollectionsNewsletterMy Landfolk
Landfolk Logo
Portrætserie

Signe har renoveret sit sommerhus med secondhand-interiør og et væld
af farver

Da Signe og familien købte deres sommerhus i Øer Maritime Ferieby tilbage i 2020, satte de sig et mål. De ville renovere og indrette hele huset med genbrug. Med en lille portion held, en hel masse mod og en gennemtænkt farvepalette har Signe skabt et sommerhus på budget, der er helt sit eget. Læs historien og få Signes tips til, hvordan du kan indrette dit sommerhus med spændende farver og gode genbrugsfund.

Hvordan fik I fat i jeres fine arkitekttegnede sommerhus i Øer Maritime Ferieby?

Vi var egentlig på Kristi Himmelfartsferie i Ahl, ikke så langt fra Øer, men en af dagene besluttede vi at tage et smut til Øer Maritime Ferieby, som har et væld af fede faciliteter. Vi så hurtigt, at der var en masse sommerhuse til salg og helt tilfældigt var der åbent hus samme dag. Den tilstedeværende mægler tilbød os at se et af husene, og så var vi sådan “Okay, så gør vi det”, og pludselig stod vi dér midt i et sommerhus i Øer.

Det er jo helt skørt, hvad folk smider ud af ting og sager, og de fleste ting kan man jo dårligt se har været brugt

Der var slet ikke gjort noget ved sommerhuset siden det blev opført, så vi fik straks en masse ideer til, hvad vi kunne gøre, og vi besluttede nærmest på stedet, at vi gerne ville købe huset. Desværre fik vi en melding dagen efter om, at huset var blevet solgt til nogle andre, og vi nåede derfor lige at ligge drømmen på hylden. Heldigvis for os, sprang køberen fra, og så skyndte vi os at slå til.

Læs også vores guide til sommerhusferie på Djursland

I har totalrenoveret jeres sommerhus i 2020. Hvad fik jer i gang med at renovere?

Det gav i virkeligheden sig selv. Sommerhuset blev bygget i 1987 og stod i oprindelig stand, så det var bare om at tage arbejdshandskerne på og gå i gang. Fra begyndelsen havde vi et mantra om, at vi gerne ville prøve at købe alt til huset brugt. Renoveringen blev derfor til en slags familieprojekt, hvor mine forældre kørte til en by for at hente et køleskab og derefter til en anden by for at hente en håndvask. Det var vitterligt fra den ene yderlighed til den anden. En dag var der en der skrev, at vedkommende havde en seng til afhentning på Trøjborg, og så måtte jeg afsted. Midt på gaden stod der rigtig nok en næsten ny seng. Det er jo helt skørt, hvad folk smider ud af ting og sager, og de fleste ting kan man jo dårligt se har været brugt.

Bedste tips til lokalområdet

Øer Maritime Ferieby er i sig selv værd at udforske. Der er masser af fede faciliteter for børn, og så er det hyggeligt at gå en tur rundt om de smukke kanaler. Signe holder især af området ved Jernhatten på spidsen af Djursland. Her kan du nyde havet og naturen på en dejlig gåtur, der ender ved Ebeltoft Gårdbryggeri. Du kan også kigge forbi Maltfabrikken i Ebeltoft, som er et smukt arkitektonisk sted, der emmer af kulturliv og historie. De har desuden den fineste interiørbutik og en dejlig restaurant, hvor I kan læne jer tilbage og nyde ferien.

Hvorfor valgte I at renovere og indrette kun med genbrug?

Det var som sagt en form for princip, så vi havde et fælles projekt omkring renoveringen af sommerhuset. Jeg elsker at gå på genbrugsjagt, og for os blev det til en hobby at finde alle de her ting rundt omkring til sommerhuset. I begyndelsen tænkte vores familier, at vi var helt ude af den, men jo mere vi fandt brugt, jo federe blev det. Fra at det bare var vores beslutning, blev det lige pludseligt et lidt hyggeligt projekt, hvor hele familien var involveret.

For mig er det ikke vigtigt, at de ting jeg finder, har et bestemt navn eller at vores sommerhus kun er indrettet med designklassikere. Det er derimod vigtigt, at det er godt håndværk, høj kvalitet, og så skal det være funktionelt. Jeg er især glad for gamle møbler og ting fra 60’erne, som jeg synes har gode funktionelle egenskaber. Ved at indrette med genbrug, opnår du helt naturligt et mere personligt præg i din indretning, og jeg synes det er fedt, at kunne udfordre folks opfattelse af den typiske indretning fra Ikea og Ilva. Jeg kan også godt lide tanken om at genbruge, men det var ikke bæredygtighedsperspektivet, der var motivationen for os. Faktisk grinte min mand lidt af mig i starten, for alle de her ture resulterede jo også i et meget større benzinforbrug, men i det mindste var der en masse ting der fik et nyt liv.

Har du nogle gode tips til, hvad man skal gøre, hvis man skal på genbrugsjagt?

Mange har de seneste år fået øjnene op for genbrug, så priserne er steget markant. Det kan derfor ofte være en udfordring, at alt simpelthen er dyrt, hvis du går på genbrugsjagt i storbyerne. Er du på udkig efter fund til lidt billigere penge, er det derfor ofte en god idé at søge mod de lidt mindre byer. Jeg har en svaghed for stentøj og glasvaser, og du kan virkelig finde meget fint af den slags brugt. Jeg har et skab derhjemme, hvor det hele står, som min mand kalder for pynteskabet. Når vi har gæster, åbner han det altid lige for at vise, hvor vanvittigt det er, men altså. If you know, you know.

  1. Gå efter det, der tiltaler dig
  2. Prioritér kvalitet og funktionalitet
  3. Husk altid at slå til første gang – når du kommer tilbage er det væk

Jeres sommerhus er jo et sandt mekka for en farveelsker. Hvad er det farver kan, og hvordan kaster man sig ud i sådan et farveprojekt?

Da husene i Øer er arkitekttegnede, følger de alle en slags designmanual. Det betyder, at hvert hus har en bestemt farve og stil, som vi ejere ikke må ændre på. Det kan selvfølgelig dele vandene, men det er også lidt det, du køber dig ind i. Jeg synes, det var fedt at prøve at skabe en sammenhæng ude og inde, og vores farvevalg gav derfor sig selv. Jeg startede med at lave en farvepalette til huset og indretningen, og så var det ellers bare på med en god malerplayliste i dagevis. Vi endte med at male alle lofter blå for at skabe en hyggelig og huleagtig atmosfære i de højloftede rum, og i køkkenet valgte vi en sennepsgul, da der er lavere til loftet.

Hvis du vil kaste dig ud i et nyt farveprojekt, tror jeg bare, at du skal kaste dig ud i det

Vores gæster er ofte lidt skeptiske overfor vores farvevalg, men når de ser huset i virkeligheden, bliver de altid overrasket over den stemning, som farverne skaber. I Øer går vores hus under navnet ‘designhuset’. Det ligger virkelig ikke til mig, og det har aldrig været meningen, at vores hus skulle være en showcase. Jeg synes dog, at det er dejligt, hvis det kan inspirere andre. For os giver farverne en helt anden atmosfære i sommerhuset, fordi vi føler os omsluttet af noget. Det skaber hygge og nærvær. Vi har også mange farver derhjemme, men i sommerhuset er det nemmere at være mere eksperimenterende med farverne, fordi vi ikke er der lige så ofte. Hvis du vil kaste dig ud i et nyt farveprojekt, tror jeg bare, at du skal kaste dig ud i det. Du behøver jo ikke male dine lofter, ligesom vi har gjort. Du kan også bare begynde med at male en enkelt væg i en farve, som du godt kan lide.

Du har for nylig startet en ny virksomhed, hvor genbrug også spiller en central rolle. Kan du fortælle lidt om den?

Jeg har i flere år haft et sideprojekt sammen med min veninde Lotte, som også er uddannet grafisk designer. Vi elsker begge at finde lidt for mange gamle ting rundt omkring, og vi begyndte derfor at samle gammel kunst og litografier fra diverse auktioner og genbrugsbutikker. I takt med at samlingen voksede sig større, fik vi den her idé med at ramme kunsten ind, og i næste øjeblik havde vi investeret i en gammel Morsø indramningsmaskine på DBA og stod og indrammede kunst i Lottes kælder.

Efter flere års grafisk arbejde i forskellige brancher, ringede en af Lottes veninder pludselig en dag og fortalte, at hun havde fundet et lokale til os, hvor vi kunne åbne vores kunstbutik.

Butikslokalet havde selvfølgelig det smukkeste glasloft og et helt originalt terrazzogulv, så vi besluttede, at vi simpelthen måtte kaste os ud i det. Vi er helt klart inspireret af den her voksende trend med flotte, farverige passepartouter, og så er vi især vilde med unikakunst fra 50’erne og 60’erne. Ved at kombinere genbrugskunst med nye farver, skaber vi helt nye udtryk og giver noget gammelt et nyt liv i nye klæder. Det er jo på mange måder også det, vi har gjort i vores sommerhus.

Se alle vores arkitekttegnede sommerhuse
Ditte Nylander
Written by Ditte Nylanderdecember 2021
To the story overview
Landfolk newsletter
Landfolk newsletter

Discover our newest gems

Be the first to know about our newest, handpicked summer houses and get inspiration for your next getaway.

Your personal information will be handled in accordance with our privacy policy.

Treat your inbox

to be the first to see our newest, handpicked summer houses and get inspiration for your next getaway.

Sign up for our newsletter

Your personal information will be handled in accordance with our privacy policy.