48 timer udenfor København: Nyd en weekend i Nordsjælland

Søg tilflugt for hverdagstravlhed i byen, og tilbring et weekend-getaway i Nordsjællands sommerland. Her finder I en lomme af frihed langs nordkystens badebyer og fiskerlejer, naturskønne landskaber og charmerende spisesteder.

Sommerhuslivet er en lille pause, hvor I kan komme helt ned i tempo, nyde tiden med hinanden, få sand under tæerne og trække vejret lidt dybere. Og hvilket sted bedre til et par dages sommerhusferie end Nordsjælland, der ikke ligger længere end en togtur fra København og byder på et sandt ferieparadis af skønne strande, forunderlig natur og små fiskerlejer?

Vi har samlet en guide til de steder, I skal opleve, spise og nyde naturen i løbet af jeres weekend i det nordsjællandske. Langs nordkysten finder I naturligvis også en perlerække af Landfolk-sommerhuse, som kan danne en helt særlig ramme om jeres weekendtur. I kommer nemt frem med tog fra København, og hopper I på de lokale togbaner, kommer I hurtigt rundt mellem de gamle badebyer.

Besøg grønlandsfarerens hus

Mellem sine Grønlandsekspeditioner holdt den verdensberømte polarforsker Knud Rasmussen til på den yderste kant af Halsnæs. I de bløde græsbakker i skanseområdet kan I besøge grønlandsfarerens hus, der i dag huser en mindestue og et lille museum. Nyd den smukkeste udsigt over Kattegat og et særligt lille stykke kulturhistorie, komplet med forskerens arbejdsværelse og skrivemaskine.

Hundested nås nemt med toget fra København på omkring halvanden time eller med lokalbanen fra kystbyerne, hvor I kan tage jeres cykler med på toget. Bliver I sultne på jeres tur til Hundested, kan I spise et velsmagende måltid på havnen ved Spisehuset Knud, som er opkaldt efter polarforskeren.

Cykl langs fiskerlejerne

Har I taget cyklerne med på sommerhustur, kan I følge den 20 kilometer afmærkede cykelrute 47 langs med vandet fra Hundested til Tisvildeleje. Første stop er idylliske Kikhavn med stokroser og bindingsværkshuse. Fortsætter I videre, når I den nuttede badeby Liseleje, hvor I kan slå jer ned til en kop kaffe. I kan også springe kaffen over og bare nyde det åbne landskab med havtorn, hybenroser og marehalm.

Spis frokost i gårdhaven

Lidt længere oppe i landet ved Asserbo ligger den røde bondegård Tinggården, der byder på lækkerier i landhandlen og gourmetmåltider i gårdstuerne. Er I blevet sultne på jeres cykeltur, kan I spise en surdejspizza under valnøddetræet i haven, og hen over weekenden kan I også tage ugens husmandskost med hjem til aftensmåltidet i sommerhuset – en smagfuld ret lige til at varme med hjemmebagt brød og lidt sødt til kaffen. Snyd heller ikke jer selv for landhandlens hjemmelavede bagværk og specialvarer fra egnen.

Udforsk den uberørte natur på heden og i hegnet

Tisvilde Hegn er Danmarks ældste klitplantage og er kendetegnet ved sin storslåede natur – perfekt til gå- og mountainbiketure, bærpluk eller svampejagt. Men hegnet rummer også mange særlige udflugtsmål. Besøg blandt andet Troldeskoven, hvor insekter og vind har formet fyrretræerne i eventyrlige formationer. Trænger I til et dyp, ligger Tisvildes sandstrand og venter på jer bag klitterne.

Tager I lidt længere mod Liseleje, når I Sjællands største hede, Melby Overdrev. Heden blev i over 100 år brugt som skydeterræn for militæret, og naturen har fået lov til at vokse uberørt. Gå en tur gennem hedens lilla lyngtæppe, hvor næsten 200 vilde planter gror, og sjældne sommerfuglearter og insekter holder til.

I når Tisvildes Hegn med lokalbanen fra Hillerød til endestationen i Tisvildeleje, hvorfra der er en 10-minutters gåtur til skoven. I bil tager det blot en lille times tid fra København, og på kortet her kan I se, hvor I kan parkere.

Fortab jer i Rabarbergaardens sommerunivers

Rabarbergaarden emmer af landlig idyl. Her er taget stråtækt, og maden er hjemmedyrket og hjemmelavet med sans for de små detaljer. Spis et lækkert måltid med råvarer friske fra markerne, og hengiv jer til det selvforsynende sommerunivers. Efter maden kan børn og barnlige sjæle kæle med kattekillinger og tumle rundt i køkkenhaven, og I kan finde specialvarer fra egnen i den grønne købmand. Det bæredygtige landbrug ligger i Vejby og nås med lokalbanen mellem Hillerød og Tisvildeleje.

Havbad i kystbyerne

Blandt plantager, klitter og historiske badebyer ligger nogle af landets bedste strande på nordkysten, også kendt som Den Danske Riviera. Strandene ved Liseleje, Tisvildeleje og Dronningmølle er nogle af de bedste at dase dagene væk ved, mens strækningen mellem Asserbo og Tisvildeleje tilbyder uberørte klitter at slå sig ned i. Ved Smidstrup Strand kan I tænde bål på sommeraftenener, mens de bolsjestribede badehuse ved Rågeleje Strand sætter en særlig stemning for et friskt morgenbad.

Spot kitesurfere ved Heatherhill

Et par kilometers penge fra Rågeleje ligger naturperlen Heatherhill. Her kan I komme i kontakt med naturens vældige kræfter i istidslandskabets bakker og dale og vandre gennem hedens enebær og lyng. Nyd den spektakulære udsigt fra de skrænterne over Kattegat, og se kitesurferne svæve over stranden på de blæsende dage. Trænger I til en forfriskning på jeres gåtur, byder Il Terrazzo ved parkeringspladsen på stenovnspizzaer og italiensk gelato. Heatherhill ligger kun 60 kilometer fra Rådhuspladsen og kan nås med både bil eller S-tog og lokalbaner.

Slå jer ned på fiskerihavnen

Livet på Gillelejes fiskerihavn er noget helt særligt. Tænk fiskekuttere, der tøffer ind, fiskeriauktioner i værftshallerne og masser af frisk havluft i ansigtet og lugt af tovværk i næsen. Slå jer ned midt på havnen, og få jer en god frokost ved en af Gillelejes lækre fiskerestauranter. I kan blandt andet få klassisk dansk smørrebrød hos Brasseriet, eller spise sushi og fiskefileter på terrassen hos fiskehandleren Adamsens Fisk. På havnen kan I naturligvis også få friskpillede rejer, hjemmerørte skaldyrssalater eller frisk fisk med hjem til sommerhuset.

Se bombastisk kunst i Ruslands bakker

Midt ude i ingenting i et område, der er så øde, at det har fået navnet Rusland, ligger Rudolph Tegners Museum og Statuepark. Museet er en bunkerlignende bygning med en nærmest futuristisk følelse, der rummer omkring 250 af skulptøren gips- og lerfigurer af mytiske skikkelser og muskuløse kroppe. I hedelandskabet mødes bløde lyngtæpper med Tegners bombastiske bronzefigurer. Det skaber store kontraster og hensætter én til steder langt fra Danmark og Dronningmølle. Besøg også Traktørstedet Sørens Café, som byder på kaffe og is i sommerhalvåret. Tegners Museum ligger en lille times kørsel fra København, og der er gode togforbindelser fra de lokale kystbyer.

Fællesspisning i svenske sommerhusrammer

Trænger I til et lækkert aftensmåltid efter museumsbesøget, kan I for eksempel besøge det charmerende Hotel Hornbækhus i Hornbæk. Det gamle badehotel er søster til Folkehuset Absalon på Vesterbro, og her er samme uformelle stemning og fællesspisning om aftenen. Samtidig er badehotellet indrettet i ægte svensk sommerhusstil med røde brædder, ukurant interiør, pelargonier i vinduerne og uens spisestel. Tjek ugens menu ud, og husk at reservere plads i god tid. Det tager halvanden times tid fra København til Hornbæk med tog via Helsingør.

Vinterbadning i Kattegat, skovtur i Tisvilde Hegn, og vandring ad Nordkyststien. Lad dig inspirere til din næste sommerhustur med vores skønne sommerhuse langs nordkysten.

Sara Maarup Thomsen
Escrito por Sara Maarup Thomsenjunio de 2022

    Obtén acceso a los beneficios de miembros. Regístrate hoy.

    Únete a nuestro exclusivo de forma gratuita

    Reserva nuestras nuevas casas de vacaciones antes que todos los demás

    Obtén consejos e inspiración para tu próxima escapada

    Club Landfolk