Fra Hornbæk til Liseleje: Her skal I spise, sove og nyde naturen i Nordsjælland

Vi har tegnet en rute, der fører jer gennem Nordkystens naturlommer, skjulte åndehuller og gamle badebyer. Her guider vi jer til helt særlige Landfolk-sommerhuse, hvor I kan overnatte, og til de steder, I skal se og spise på jeres tur.

Nordkysten ligger på samme tid en kort togtur og en hel verden væk fra København. Her kan I komme ned i tempo, spise skøn mad, morgenbade ved stranden og blive blæst igennem på gåture gennem plantager og langs kysten.

Ruten starter i Hornbæk og fører jer gennem fiskerlejer og badebyer til Liseleje. Turen kan nemt tilpasses efter, hvor I ønsker at overnatte, og om I foretrækker at hoppe på de lokale togbaner mellem kystbyerne eller cykle langs nordkystruten. På vejen finder I naturligvis en række skønne Landfolk-sommerhuse, som kan danne rammerne om jeres tur.

Start turen med stråtækt sommerhushygge i Hornbæk

Sæt sommerhusferien godt i gang i Daniela og Michaels stråtækte sommerhus, der ligger bare et stenkast fra stranden og Hornbæk by. Sommerhuset har terrasse til tre sider, så der er rig mulighed for at solbade og tilbringe lune sommeraftener omkring grillen.

Når I ikke nyder sommerhusets lyse omgivelser eller spiller et slag tennis på den nyopførte tennisbane, kan I tage på skovtur til Hornbæk Plantage, hvor gravhøje og 150 år gamle træer troner op i landskabet. Plantagen rummer mange udflugtsmål og er særlig skøn på sommeraftener, hvor kaprifolieblomsternes duft spreder sig.

Trænger I til en god kop kaffe, er Albi’s Kaffebar en lokal favorit med sin ukurante stil og hjemlige stemning. Få jer en kop kaffe i villahaven, hvor ingen stole er ens, og alle møbler er til salg. Om aftenen kan I slå vejen forbi Hotel Hornbækhus, som inviterer til fællesspisning i svenske sommerhusrammer med forskelligartet stel og pelargonier i vinduerne.

Kunst i Ruslands bakker og Danmarks smukkeste strand

Ikke langt fra Hornbæk ligger et landskab så øde, at det har fået navnet Rusland. Ruslands lyngbakker og klitter hensætter jer til følelsen af at være landet et sted langt væk fra Danmark. Besøg også Rudolph Tegners Museum, der ligger som en bunker dumpet ned fra himlen omgivet af kunstnerens bronzeskulpturer.

I udkanten af Ruslands bakker finder I Carinas sommerhus med plads til hele familien og udsigt over markerne. I vintermånederne kan I skimte Tegners Museum mellem træerne, og i sommermånederne kan I slå dørene op og lade naturen flyde ind ad terrassedørene. Hils på køerne, som kommer på besøg ved sommerhuset om morgenen, og hop på cyklerne, og kør den korte tur til en af Danmarks smukkeste strande Dronningmølle Strand.

Er I ikke blevet trætte af kunst endnu, ligger udstillingsstedet Munkeruphus en smuttur fra Carinas sommerhus. Oplev samtidskunst i den smukke fredede trævilla, og slentr mellem statuer og eksotiske træer i statueparken.

Følg med i Carina og familiens sommerhusliv, og få gode tips til lokalområdet.

Spis fisk på havnen, og tag til toppen af fyret i Gilleleje

Fortsæt langs kysten på gåben eller cykel til Nakkehoved Fyr, der stadig kaster sit lys over Kattegat og guider skibe trygt i havn. Fyrets lille museum fortæller 450 års fyrhistorie med gamle søkort, tågehorn og fyrlamper, og de smalle trapper fører jer til toppen af fyret. Her åbner sig en storslået udsigt over Kattegat og Kullen i Sverige.

Fyrstien fører jer videre ind Gillelejes fiskerihavn, hvor kutterne kommer tøffende ind, og lugten af fisk og tovværk bider i næsen. Her kan I nyde havnens leben, tage til fiskeriauktioner i værftshallerne og spise fisk på havnerestauranterne. Er I mere i humør til en kop kaffe, kan I slå jer ned under rispapirlamperne og æbletræerne i Café Floras have.

Leder I efter et sted at sove i Gilleleje? Rasmus’ sommerhus Gottebo indfanger 50’erne og 60’erne særlige stil og charme med danske designklassikere. Lad roen sænke sig i den idylliske have med høje egetræer, bøgetræer og rododendronbuske. Nær sommerhuset kan I følge i filosoffen Kierkegaards fodspor til Gilbjerg Hoved eller dase dagen væk på Gilleleje Veststrand. Tag også et skyl i udebruseren og en tur i den nybyggede sauna.

Nyd lækre specialvarer og Nordkystens smukkeste udsigt

Længere henne ad kysten kommer I forbi Rågelejes stribede badehuse, inden I når Ronnies sommerhus. Højt hævet over vandet ved Vejby Strand ligger sommerhuset med nordkystens skønneste udsigt, brændeovn til efterårsdagene og bløde sofaer, hvor I kan se solnedgangene over vandet.

Ronnie og hans familie tager tit på lange gåture ved den nærliggende naturperle Heatherhill, hvor bakker og dale vidner om istidens mægtige kræfter. Fra de stejle skrænter kan I spotte kitesurfere i brændingen, og trænger I til en forfriskning, byder Il Terrazzo ved parkeringspladsen på italienske stenovnspizzaer og gelato.

Området omkring Ronnies sommerhus er et sandt skatkammer af gårdbutikker og landhandler. Forsyn jer til aftensmaden ved Kødsnedkeren i Vejby, Den Friske Fisk på Holløselund Strandvej og Grønt fra Kolsbæk, der bugner af friskplukkede grøntsager og krydderurter. Snyd heller ikke jer selv for et besøg hos den bæredygtige Rabarbergaarden, som er kendt og elsket blandt lokale for sin farm-to-table-vision og landidyl. Her kan I få mad skabt med råvarer fra gården og fylde taskerne med lokale specialvarer fra den grønne købmand.

Overnat i lyst Tisvildehus, og tag på udflugt i Tisvilde Hegn

Vores rute langs nordkysten bringer jer selvfølgelig også forbi Tisvilde Hegn – Danmarks femtestørste skov og ældste klitplantage. Hegnet er et yndet mål for både mountainbikere og svampejægere, og så er det perfekt til rolige formiddage med bærpluk eller gåture. Gå ikke glip af den eventyrlige Troldeskov, der putter sig bag klitterne med sine krogede fyrretræer, sandede jord og duft af harpiks. Trænger I til en dukkert, venter vandet på jer bag klitterne.

Afslut dagen med en drink og et lækkert måltid mad på Helenekilde Badehotels terrasse med udsigt over vandet. Og vil I overnatte i Tisvildeleje, finder I ikke finere rammer end Tines Tisvildehus, der byder på lys og stemningsfuld nordisk indretning. Nyd sommeraftener på den åbne terrasse, og fortab jer i sommerhusets fine detaljer.

Svampejagt og Sjællands største hede i Asserbo

Afslut sommerhusturen i Benjamins arkitektoniske perle midt i Asserbo Plantage. Det enkle, stilrene sommerhus bringer jer ind i skovens forhave og indbyder til ro og samvær. Her er rige arkitektoniske detaljer at forelske sig i og en særlig symbiose mellem den omkringliggende skov og sommerhusets træflader.

Følg Benjamins eksempel, og tag på svampejagt i Asserbo Plantage, eller hop på cyklen og kør til stranden. I kan også nemt cykle til feriebyen Liseleje, der venter på jer fem kilometer væk med sine idylliske bindingsværkshuse, caféer og lange sandstrand.

Fortsætter I gennem Asserbo Plantage, når I Melby Overdrev, Sjællands største hede. Området var skydeterræn for militæret i over 100 år og har derfor fået lov til at stå uberørt tilbage. Gå gennem det lilla lyngtæppe og mangfoldigheden af vilde blomster og sjældne sommerfuglearter. På vejen hjem til sommerhuset kan I svinge forbi den røde bondegård Tinggården, der byder på hjemmelavet bagværk i landhandlen og gourmetmåltider i gårdstuerne.

Udforsk vores særlige sommerhusperler i Nordsjælland.

Sara Maarup Thomsen
Geschreven door Sara Maarup Thomsenjuni 2022

    Krijg toegang tot ledenvoordelen. Meld je vandaag aan.

    Word gratis lid van onze exclusieve

    Boek onze nieuwste vakantiehuizen voordat iedereen anders dat doet

    Ontvang tips en inspiratie voor je volgende uitje

    Landfolk Club