Fie Hørby fortæller om vigtigheden af åndehuller og formålsløs væren. Men hvordan skaber vi den i en

travl hverdag?

Hvad er dit forhold til sommerhuslivet?

Da vores store børn var små, tog vi ofte i sommerhus i Hornbæk, men nu bor vi her fast, og her er bare en helt speciel energi. Vi har rejst meget i Danmark, men efter at vi er flyttet til Hornbæk, som på mange måder føles som at bo midt i sommerhusland, har vores feriedestinationer været steder som Island, USA og Italien. Hvor vi engang søgte storbyen, søger vi nu naturen disse storslåede steder. Vi tager også til Bornholm hvert år, men det føles ikke som at være i Danmark. Når vi rejser, er vi meget optaget af, at det skal være nærende og rart for os alle, og på Bornholm føler vi, at vi får det hele. Der er god mad, vi kan bo lækkert, og naturen er smuk og storslået. Vi synes, at det kan være svært at finde sommerhuse, hvor man ikke går ned i komfort, for vi er alligevel nået en alder og har fået en økonomi, der gør, at vi har lyst til, at det skal være bare lige lidt bedre end det, vi har i hverdagen.

Hvad sker der, når vi fysisk fjerner os fra hverdagen?

Der har aldrig været så mange, der køber sommerhus, som der er lige nu. Jeg tror, det handler om at få et åndehul, hvor vi flytter os fra vores hjem og dagligdag, som er fuld af hverdagens gøremål; vasketøj og ting, der bør males, fikses og gøres rent. Hjemmet kan for mange, især børnefamilier, være forbundet med arbejde. Der er altid noget at lave, og der er gang i den. Allerede på vej mod sommerhuset, har vi tendens til at falde ned i et andet tempo, fordi vi ikke skal så meget der.

Når vi som mennesker ankommer et sted, hvor vi ved, at der er tid til at slappe af, så ved kroppen også, hvad den skal. Roen kommer nemmere af sig selv, for vanerne og ritualerne hjælper kroppen og hovedet gennem rastløsheden. De bliver en slags genvej til at regulere uro til ro og til at mærke og hinanden.

Jo dybere vi føler os forbundet til os selv, jo mere kan vi også forbinde os til andre. Vi forbinder os til hinanden og mærker, at kærligheden er der.

Hvad betyder den formålsløse væren for dig?

For mig er det igennem den formålsløse væren, at vi lander i os selv, at vi mærker os selv, og at vi begynder at føre nogle samtaler, som hverdagen sjældent åbner for. Travlheden gør, at vi bevæger os i overfladen af os selv og andre, men når vi ikke skal noget og bare overgiver os til den formålsløse væren, så falder vi ofte ned i et andet lag, hvor vi føler os dybere forbundet til os selv. Jo dybere vi føler os forbundet til os selv, jo mere kan vi også forbinde os til andre.

Vi forbinder os til hinanden og mærker, at kærligheden er der. Det er her, vi lader op som mennesker. Og forbindelsen kan være svær at etablere i hverdagen, fordi alting går så stærkt, og forudsætningerne simpelthen ikke er til stede. Det kan vi jo tænke over, om det er et tempo, der skal fortsætte, for når vi ikke formår at lande i vores nervesystem og mærke roen, så lider vi faktisk. Det er her stressen, angsten, tomheden og meningsløsheden sætter ind. Det er kontakten med dem, vi elsker, der giver os mening. Det er simpelthen afgørende vigtigt for vores livsglæde og livskraft, at vi får ladet op. Vi er tilbøjelige til at glemme, hvad det faktisk er, der giver os livsglæde.

Hvis man ikke har modet til at være med den uro, der kommer, og rastløsheden, der indfinder sig, så kan man finde på alle mulige projekter og fortsætte uden at forbinde sig, fordi det er nemmere at være i end i uroen.

Hvorfor er det så vigtigt at finde ro?

Når vi lander i roen, så mærker vi noget nyt, og vi tænker noget nyt. Vi kan få fat i nogle kreative kræfter, som vi måske ikke vidste, at vi havde eller som vi ikke har været i kontakt med længe. Det ser vi også hos børnene – de finder ind til nogle meget dybere lege, hvor det virkelig kan mærkes, at de bliver optaget af legen. Og hvis der er flere børn, så finder de sammen om lege, der kan blive ved i timevis.

Der kan godt være et stykke vej ind til vores egen kreativitet efter en tid, som har været præget af fart og travlhed. Her er vi i et gear, hvor vi kan have svært ved at finde ro og falde til i familiens skød. Før vi kommer ind til roen, skal vi igennem en uro. En rastløshed, hvor vi kan have svært ved at forbinde os til os selv og til familien - her er det afgørende, at vi lander i den formålsløse væren, selvom uroen ofte vil forsøge at tvinge os tilbage i det høje gear. Hvis man ikke har modet til at være med den uro, der kommer, og rastløsheden, der indfinder sig, så kan man finde på alle mulige projekter og fortsætte uden at forbinde sig, fordi det er nemmere at være i end i uroen.

Det vi kan se idag er, at det moderne menneske har en ret stor ubalance mellem gøren og væren, fordi vi generelt gør meget mere end vi er.

Hvad forstår du ved vaner og ritualer?

Det er ligesom, hvis du går til yoga. Allerede når jeg træder ind og ruller min måtte ud, så kan jeg mærke, at jeg falder lidt mere ned i mig selv, og efter timen er jeg ofte et helt andet sted, fordi yogaen hjælper mig og min krop ned i gear. Og på samme måde sker det, når vi kører afsted til et sommerhus. Vi ved, at vi skal noget roligt, og kroppen hjælpes med at komme ned i et roligere tempo. Når vi går fra gøren til væren, sker der noget helt specielt. Det vi kan se i dag er, at det moderne menneske har en ret stor ubalance mellem gøren og væren, fordi vi generelt gør meget mere end vi er. Det er vigtigt at holde fokus på den formålsløse væren, som også ligger i mindfuldness, yoga og meditation. Vi får ikke ladet ordentligt op, fordi vi har for lidt formålsløs væren.

Kan åndehuller skabe rum til den formålsløse væren i hverdagen?

Ja, det kan de bestemt. Det er noget af det, som vi arbejder med vores studerende med ved Blackbird Institute. Vi skal skabe nogle bæredygtige liv. Mange af os er rullet ind i en strøm af, hvad vi ser andre gøre. Vi ser, at man går på arbejde fra 8-16, man knokler derud af, møder op til alle arrangementer omkring børnene, ser venner, familie og holder børnefødselsdage, kører til fritidsinteresser og til sidst står vi gispende tilbage, fordi det hele bare er for meget. Måden vi kan skabe åndehuller på, er ved virkelig at kigge på sit liv og tænke: “Hvordan vil jeg egentlig leve mit liv?”.

I vores samfund er der en tendens til at knokle helt vildt i løbet af ugen, og fordi vi ikke får skabt åndehuller i løbet af ugen, tager det lang tid for kroppen at finde tilbage til et stadie, hvor vi kan forbinde os til hinanden. For at skabe åndehuller i en hverdag med små børn, er det en god idé at lade din og dit barns krop komme helt ned i gear. Det kan vi gøre ved at sætte blid musik på, når vi kommer hjem, lægge os ned på gulvet, og her vil vi ofte opleve, at vores børn helt naturligt vil komme og lægge sig oven på os. Børn læner sig ind i deres forældres nervesystem, så hvis vi falder ned sammen, trækker vejret sammen og forbinder os til hinanden fysisk der på gulvet, så kan vi også ofte styre uden om det, vi i gamle dage kaldte ulvetimen. Ulvetimen kommer af, at børnene er overstimulerede og ikke er blevet reguleret ordentligt i løbet af dagen. Åndehullet skabes af, at vi sørger for at gå ind og regulere os selv og vores børn. Vi skal berolige os selv, få trukket vejret, vende opmærksomheden indad og forbinde os til os selv, og derefter kan vi forbinde os til hinanden.

Hvordan gør I det hjemme hos jer?

For mig personligt betyder det, at jeg ikke arbejder fem dage i ugen. Jeg bruger for lang tid på at lande i mig selv, så derfor er det vigtigt for mig at have en kortere arbejdsuge og have nogle dage, hvor jeg arbejder hjemmefra. Jeg vil gerne kunne bruge mange timer sammen med min søn, uden at vi skal noget, uden at vi er på computeren, uden at jeg er på telefonen – netop for at vi kan finde hinanden. Vi prioriterer altid at spise aftensmad sammen med vores store børn. Vi gør meget ud af maden, og vi laver den tit sammen, spiser i lang tid og vasker op sammen. Vi ved, at vi har tid, hvor vi laver noget sammen, som forbinder os på daglig basis.

Overgange lyder til at være vigtige. Hvordan værner vi om dem?

Overgange er sårbare for os som mennesker, og vi tillægger dem for lidt opmærksomhed. Når vi henter vores børn, tager fra arbejde, omstiller os fra hverdag til weekend eller fra weekend til hverdag – de her skift kræver faktisk noget af kroppen. Vi kan ikke bare sådan lige gå fra højt tempo til lavt tempo. Der er en overgang, og den kan gøres blødere ved at sørge for at skabe balance på daglig basis. Det nytter ikke noget, at vi kun gør det på weekendbasis. Det er ligesom, når man dykker. Vi må op og have luft inden, vi kan dykke igen. De små pauser i løbet af dagen har virkelig stor effekt. Når det er sagt, kan det være svært, fordi vi har en kultur, hvor vi får point for at være effektive, nå meget og have fart på, men det er ødelæggende for os, hvis vi ikke husker at få ladet op og holde pauser med jævne mellemrum.

Når vi ikke har den her kontakt, mærker hinanden og er optaget af, hvordan hinanden har det, så begynder vi at leve parallelt. Vi kan ikke mærke værdien af vores relation, og så er det, at vi kan begynde at tvivle.

Hvad gør det for familien og partnerskabet, at vi skaber åndehuller?

Som jeg har været lidt inde på, gør åndehuller i vores dagligdag, at vi kan forbinde os til og mærke hinanden. Når vi ikke har den her kontakt, mærker hinanden og er optaget af, hvordan hinanden har det, så begynder vi at leve parallelt. Vi kan ikke mærke værdien af vores relation, og så er det, at vi kan begynde at tvivle – på os selv, på hinanden, og på om vi er gode forældre for vores børn. Kroppen længes efter kontakten, nærheden og ømheden, når vi går i længere tid uden. Vi bliver overvældede, fordi vi ikke kan mærke kærligheden, og så kan vi heller ikke håndtere helt lige så meget, fordi vi ikke får ladet op på den formålsløse væren. Det er simpelthen følelsen af at køre på en tom tank.

Du siger, at det er som at køre på en tom tank – men hvordan ændrer man det rent praktisk?

Hvis jeg er lidt træt eller lavstemt, hjælper det altid at sætte musik på og danse i stuen. Det ændrer altid energien indenfor få minutter. God musik, som vi bare bevæger os sammen til, og så danser vi ind i den gode stemning. Det efterlader altid familien i en anden stemning, end da vi startede. Jeg tror også, at det er derfor, at trampoliner er blevet så populære. Man tager ud og bevæger sig med børnene, og det bringer tit en i en højere og løftet stemning. Nogle gange synes jeg, at man skal søge noget andet end den rolige stemning – det kan være sundt at lave noget, der kaster energi ind i familien. Trampoliner kalder på begejstring, høj energi og grin. Men det handler også hele tiden om en balance mellem de to.

Hvad er vigtigt at sørge for, så man får etableret kontakten?

Når vi som forældre har ræset afsted en hel uge, kan vi godt have tendens til at ville lave alt muligt sammen med vores børn – de skal virkelig forkæles, så vi kan have god samvittighed. Problemet er, at vi ofte ender i situationer, som vi ikke selv synes er sjove, og det kan børnene mærke.

Det handler derfor om at finde ud af, hvad vi som voksne selv får energi ud af. Eller beslutte sig for at gå ind i det og ville det. Det skaber en god og nærværende kontakt, som børnene spejler sig i. Hvis børnene derimod ikke mærker vores nærvær, vil vi opleve, at de bliver kontaktsøgende, og så er der ingen forudsætninger for, at det bliver hyggeligt. Børnene vil blive klæbende, plagende og det, der er planlagt, er ikke godt nok. Det, vores børn egentlig savner, er vores nærvær. De kan mærke, at den voksne ikke er til stede, og det gør børn utrygge. Det er afgørende for børnene, at de kan mærke kontakten til os. Børn vil være med til alting, så længe de kan mærke, at de voksne er glade og til stede.

Pointen er, at det ikke er så vigtigt, hvad vi laver sammen, hvadenten det er at lappe cyklen, lege med perler, samle kastanjer eller tegne. Det vigtige er, at vi kommer udenom, at vi står på legepladsen, uengagerede, som en levende død. Det er der bare ikke mange gode vitaminer i.