Camillas børnevenlige skiferie i Hovden
Et snedækket landskab, fantastiske sneforhold og ro på fjeldet - det perfekte vintereventyr langt borte fra både hverdagen og det sommetider kedelige danske vintervejr. Disse tanker gik gennem hovedet på Camilla Swartz Primdahl, co-founder af Landfolk og hendes mand Stefan, da de blev inviteret med på skiferie i Norge af et vennepar. Med på rejsen tog de deres to børn, Anker på 6 år og Nellie på 3 år. Læs artiklen, lad dig inspirere til din egen skiferie og haps familiens pakkeliste.
Camilla er vokset op med at stå på ski, så hun tøvede ikke, da ideen om at tage til Norge blev luftet. Hendes mand havde derimod ikke den samme oplevelse som barn, men var alligevel med på ideen. For med to krævende og inspirerende jobs – Camilla er Head of Brand & Marketing hos Landfolk, Stefan arbejder som konsulent – er en pause fra hverdagen, hvor man bare kan være sammen som familie, højt værdsat.
Hvordan var rejsen fra Aarhus til Hovden?
Vi kørte til Hirtshals, hvor vi mødtes med vores venner fra Aalborg, og tog sammen færgen til Larvik. Turen tog fire timer, og børnene legede og legede og fik en rigtig god start på ferien sammen. Vi havde pakket køresnacks og frokost hjemmefra, men vi købte også lidt på færgen.
Da vi ankom til Larvik, satte vi kursen mod Hovden Alpincenter. Det var næsten mørkt, da vi kørte af færgen og selve turen varede i alt 3,5 timer. På vejen spiste vi den bedste roadtrip-stil aftensmad på McDonald’s. Der lå en del sne, men vejene var godt ryddet og vi havde selvfølgelig vinterdæk på bilen og pakket snekæder. Da vi ankom til hytten, sov børnene allerede. Det var nemt at finde nøglen i nøgleboksen, så vi kunne hurtigt komme ind og få redt sengene op. Heldigvis havde værten allerede sat lidt varme på, så vores ferielejlighed i hytten var slet ikke kold, da vi ankom.
Find din feriehytte på Østlandet.
Hvad var det vigtigste for jer, da I skulle vælge et overnatningssted i Norge?
At det lå tæt på skicentret, havde plads til alle og et dejligt opholdsrum, hvor vi kunne hygge os sammen.
Find det skicenter, som passer bedst til jer her.
Hvilke 3 ting sætte I allermest pris på ved den lejlighed, I besøgte?
At der var en stor sofa, hvor vi kunne sidde og hygge os om aftenen. Dernæst køjesenge til børnene, hvor de også kunne lege og bygge huler i. Og sidst, men ikke mindst, nærheden til løjperne med ski in/ski out.
Find dit yndlingssted her.
Hvordan forberedte I jer på jeres skiferie?
Vi bestilte skileje og liftkort på forhånd via Hovden Alpincenters hjemmeside. Dette krævede lige, at man kendte alles vægt, højde og skostørrelse, men det gjorde til gengæld også, at det var nemt og hurtigt at komme i gang dagen efter vores ankomst.
Vores vært havde desuden fortalt os, hvad der var i lejligheden af udstyr, så vi ikke behøvede at pakke mere end højst nødvendigt. Køkkenet havde faktisk alt hvad vi behøvede, inkl. toastjern, så vi havde bare mad med.
De store og små familiemedlemmer har jo ofte hver deres egne behov, når man skal på en aktiv ferie. Har du nogle gode råd til hvordan hele familien får en god oplevelse?
Det var ikke muligt at booke skiskole de første dage, vi var der, formentlig fordi januar ikke er højsæson. I stedet valgte vi at booke to privattimer à 90 minutter til de to store drenge. Det viste sig at være en glimrende investering, for allerede i løbet af den første dag kunne de køre ned af en grøn piste – og jeg er overbevist om at vi undgik nogle konflikter ved, at det var nogle andre voksne end os forældre, som skulle lære dem det. Så det vil jeg helt klart anbefale.
Det gjorde også at den ene af os kunne få nogle rigtig gode ture selv imens, fordi der kun var ét barn som havde behov for os.
Med kun to børn at passe, kunne min mand og jeg også nemt dele os op. Så vi skiftedes til at køre med vores datter på 3 år. De første to dage syntes hun, det var ret udfordrende og havde kortere dage end de andre. Så det var virkelig godt, at den ene af os så kunne køre hjem med hende og hygge sig i lejligheden, mens den anden blev på pisten med vores store dreng.
Vi var rigtig meget på børnebakken med vores datter. Man kunne tage sådan et bånd op og vælge imellem to små nedkørsler. På den ene var der en slalombane med dyr og farver på, som gjorde det sjovt for børnene at køre efter.
Hvordan forløb jeres dage?
Pisterne åbnede klokken 09.30, så vi kørte typisk derned mellem 09.30-10. Jo tidligere, jo koldere var det, så det passede os fint at vente til kl. 10. Så stod vi på ski indtil frokost. Vi tog en køletaske med ned i et frokostrum ved alpincentret, hvor man kunne sætte sig ved borde og spise. Vi tog bare rugbrød og pålæg med derned, så vi ikke behøvede at smøre madpakker om morgenen.
Efter frokost stod vi på ski igen indtil kl. 16, hvor pisterne lukkede. Så vi læssede det hele i bilerne og kørte tilbage til lejligheden. Der var gulvvarme i entreen, så det hele kunne tørre til næste dag. Vi brugte resten af eftermiddagen på at hygge med varm kakao. Børnene legede, vi spillede spil eller så noget tegnefilm, mens der blev lavet aftensmad. Det var rart at være flere voksne om de praktiske opgaver, hvilket gav noget luft.
Jeg var overrasket over, at børnene ikke var mere trætte om aftenen. De gik faktisk i seng til normal sengetid ved 19.30-20-tiden. Det var så hyggeligt, at de store drenge gerne ville sove i køjeseng sammen.
Efter børnene var puttet, kunne vi voksne hygge os og få talt sammen. Noget, der ikke var meget tid til i løbet af dagen.
To af dagene var der en af pisterne åbent til sent og der var tændt lys, så der var der også to af os voksne, som tog af sted igen og fik nogle gode ture.
Har I på jeres ferie gjort ting samme som familie, som I ikke gør i hverdagen?
Alene det at være sammen fra morgen til aften var virkelig skønt. Og så elskede jeg at kunne tage nogle lange grønne pister sammen med min søn på dag tre og fire, hvor han virkelig havde fået godt tag på det. Det var en helt fantastisk følelse at suse af sted sammen og se hans glade ansigt, når vi var kommet ned ad bakken.
Hvor drømmer I om at rejse hen næste gang?
Vi skal faktisk tilbage til Norge til marts, fordi jeg har givet min mand en forlænget weekend i Eggedal, hvor vi skal stå på langrend. Det glæder jeg mig helt vildt til, fordi jeg aldrig har prøvet at stå på langrend før og fordi det bare er mig og ham, som skal af sted sammen. Vi er aldrig før taget til udlandet uden vores børn. Normalt er vi egentlig ret glade for at holde sommerferie i Danmark, men der er så mange fine “stugor” på Landfolk, som jeg drømmer om at opleve, så måske bliver Sverige årets sommerdestination.
Læs artiklen om 7 ting du skal vide, før du tager på skiferie i Norge.
Pakkeliste
Vintereventyret på fjeldet bliver endnu bedre hvis man har husket de vigtigste ting og for at gøre dette så nemt som muligt, har Camilla delt sin pakkeliste med os – lad dig inspirere, når du pakker til din næste familieferie!
Til selve opholdet
- Skibukser og skijakker til de voksne
- Flyverdragter til børnene
- Skistrømper (to par til børnene)
- Skiundertøj (et sæt til hver)
- Halsedisse
- Tynd hue til under hjelmen
- Luffer
- Skibriller (dem brugte vi kun den ene dag, hvor der sneede)
- Et sæt almindelig tøj ud over undertøj
- Toiletsager
- Håndklæder
- Badetøj til hvis børnene en dag slet ikke havde lyst til ski (men det fik vi ikke behov for)
- Termokande til kaffe eller kakao on the go
- Køletaske (til frokosten i madpakkehuset)
- Legetøj (vi havde en bunke Magnatiles, papir og farver, Pokémon-kort og figurer med)
- Bøger (primært godnathistorier til børnene)
- Vinterstøvler (leg i sneen)
- Gode spil fx Partners og Uno
Til bilen
- Legetøj
- Bøger
- Snacks
- Dyne
- Musik
- Pas
- Snekæder
Madplan
- Tarteletter
- Pasta med kødsovs
- Lasagne
Derudover havde vi pølsebrød med hjemmefra samt morgenmadsprodukter, mælk, rugbrød, pålæg, grøntsager, frugt og snacks.