Cathrine K. Reimann: Sådan klæder jeg mine sommerhusgæster på til at være mere bevidste om deres energiforbrug
Der er ingen tvivl om, at vi står midt i en energikrise, og krisestemning i medierne kan give uro i maven for især os som sommerhusejere, der ejer mere end ét hjem. Men der er råd at hente – og vigtigst af alt er det, at vi husker at holde et øje på vores forbrug. For det kan give meget ro at se på, hvad det reelt koster netop dig i forbrug at have gæster i sommerhuset, frem for at gå rundt med en følelse af, at den er helt gal. Der er nemlig meget du selv kan gøre for at hjælpe med at sænke energiforbruget, også når det gælder gæster i sommerhuset.
I artiklen her har vi taget en snak med Landfolks medstifter Cathrine K. Reimann om, hvordan hun klæder sine gæster bedst muligt på til at besøge hendes sommerhus på en måde, der er så energivenlig som muligt, suppleret af gode råd fra energirådgiver Line Nørmark fra SparEnergi.
Det er også uvisheden og at se alle de her overskrifter i medierne, som kan gøre at det føles utroligt voldsomt at være sommerhusejer. Men der er faktisk nogle gode muligheder for at klæde sig på og forstå hvilket forbrug der er i sommerhuset, og det har virkelig hjulpet mig i denne her proces.
Cathrine K. Reimann
For rigtig meget handler om forventningsafstemning, fortæller Cathrine:
“Som sommerhusejer og vært er det uvisheden, der giver utryghed. Det her med ikke at vide, hvordan forbruget kommer til at være og hvor meget det kommer til at koste mig i forhold til, hvor meget det under normale omstændigheder ville koste. Det er det, jeg kan mærke giver utryghed. Så det at klæde gæsterne på, før de kommer og forklare, hvad det er for et sted, de kommer til, det synes jeg er vigtigt”.
Før gæsterne ankommer
“Jeg fortæller mine sommerhusgæster før de ankommer, at det er en gammel dame, det her. Der er altid fodkoldt, selv om sommeren. Så jeg siger til dem, at det er en god idé at tage nogle hjemmesko og noget varmt tøj med, og så forventningsafstemmer jeg med dem, at der for eksempel ikke er tændt for varmen, når de kommer. Det ville jeg ofte have gjort tidligere, så det er en vigtig ting at fortælle dem det, så de er forberedt på det”.
“Til gengæld sørger jeg for at lægge brænde frem for at lægge op til, at man kan bruge brændeovnen som varmekilde, fordi vi har rigtig meget billigt brænde fra grunden. Og jeg kan godt lide at servere det for dem på en måde, så de også kan mærke, at det er en gode – det er super hyggeligt at have ild i brændeovnen mens man er i sommerhus. På den måde gør jeg det nemt for dem at være gæst i mit sommerhus og være hensynsfulde med deres forbrug”.
Tag udgangspunkt i dit sommerhus
“Var det et fuldt isoleret murstenshus med fjernvarme havde jeg nok skrevet en helt anden besked. Så jeg tager udgangspunkt i, hvad mit sommerhus er for et hus. Og der ved jeg, at der bare altid er fodkoldt uanset hvor meget man skruer op for varmen, selv om sommeren, fordi det er et dårligt isoleret gulv. Så der har jeg forsøgt at klæde gæsterne på til den løsning, jeg ved der virker i mit hus”.
“Det handler om, hvad jeg proaktivt kan hjælpe mine gæster med, så de er der på en god måde og har det dejligt i sommerhuset. Som gæster skal de nyde at være der, samtidigt med, at jeg skal have ro i maven som vært”.
Cathrine oplevede med sine gæster for nyligt, at de var utroligt hensynsfulde når hun kommunikerede med dem – så meget, at man også skal huske den anden vej rundt, fortæller hun:
“Den seneste gæst jeg kommunikerede med under deres ophold var næsten undskyldende over, at de måtte tænde for elradiatorerne, hvor jeg følte jeg også skulle huske at gå over i den anden grøft og sige ‘hey, I skal lige huske at sørge for at det også er dejligt for jer at være der’”.
Tip
Tjek forbruget i dit sommerhus på apps som MinStrøm eller Watts for at give dig selv ro og undgå uvished. Sammenlign evt. dit eget og gæsters ophold i sommerhuset for at få en idé om, hvorvidt der er punkter du kan forventningsafstemme bedre med dine gæster, hvis der er stor forskel. Husk at tage højde for forskelle i energipriser og vejr for perioden.
Når gæsterne er taget afsted igen
“Det, der har hjulpet mig bagefter er, at jeg kan gå ind og se, hvor meget forbruget egentligt har været. Det gør jeg i min app,” siger Cathrine.
Med et overblik over hvor meget dine gæster i gennemsnit bruger, kan du nemmere gå ind og regulere din prissætning, så den tager højde for omkostningerne til forbrug – med god ro i maven.
“Nu var jeg selv med min familie i sommerhus i fire dage inden de seneste gæster vi havde, og de var der også i fire dage. Og vi har faktisk haft næsten præcist samme forbrug. Så de har været i sommerhuset på en lige så ‘god’ måde som jeg selv er i mit sommerhus – det stak ikke af, og det gik ikke fuldstændigt over gevind. Og ærligt, så ligger vi på et sted der hedder 45 kroner i forbrug om dagen. Det er dét leje, vi snakker her. Det er ikke 700 kroner om dagen, det er 45 kroner, der hvor det var allermest”.
“Selvom forbrugsomkostninger varierer afhængigt af varmekilder, isolering og prisen på strøm i perioden er det vigtige, at man går ind og orienterer sig. Hvad bruger gæster typisk i strøm per overnatning? Det kan give meget ro. Og det kan betyde, at man måske ikke behøver at lukke ned for nogle kolde måneder, som man ellers var nervøs for at have gæster i”.
Og så er det selvfølgelig vigtigt, at gæsterne ved hvordan de skal efterlade huset. Du kan læse vores guide om, hvordan du lukker sommerhuset ned, når det ikke er i brug her.
Eksempel på forbrugsomkostninger for et gæsteophold
Om sommerhuset
- Bygget i 1972
- 100 kvadratmeter
- Sparsom isolering fra dengang huset blev bygget
- Luft til luft-varmepumpe
- Brændeovn og brænde til rådighed
- Elradiatorer
Om opholdet
- Fire overnatninger i slutningen af oktober 2022
- Gæster blev vejledt i at bruge varmepumpen og brændeovnen først og fremmest
Cathrines gæster endte med at bruge 187,04 kroner i el på fire overnatninger i slutningen af oktober 2022. Her er altså et eksempel på et ophold i et sommerhus med luft til luft-varmepumpe, brændeovn og elradiatorer.

Er der varmepumpe, så gør opmærksom på den
“I mit sommerhus er der, udover elradiatorer, luft til luft-varmepumpe, så jeg fortæller også gæsterne, at når de bruger den, så går det ret hurtigt med at varme op. Det er de to ting, jeg gerne vil have, at de gør for at få varme i sommerhuset – brænde og varmepumpe. Jeg nævner også, at der er elradiatorer, og at de selvfølgelig skal bruge dem hvis der er behov for det, men at det er den varmekilde der er mindst god at bruge.”
Og det er altså ret vigtigt at nævne, hvis du selv har varmepumpe i dit sommerhus, for det er ikke alle der ved, at en varmepumpe er mere energieffektive end de elradiatorer, der oftest sidder i ældre sommerhuse.
“Nogle er måske usikre på, hvad en luft til luft-varmepumpe er, så de kan måske finde på at slukke og så måske bruge elradiatorerne uden at vide, at det faktisk er en rigtig dårlig idé. Man kender jo sit hus rigtig godt selv, og derfor kan det måske være svært at vide – eller også tænker man ikke over de her ting, fordi man selv er så vant til dem. Så det er en rigtig god idé at klæde sine gæster på,” fortalte energirådgiver Line Nørmark fra Energistyrelsen, da vi talte med hende i et podcastafsnit om energi i sommerhuset.
“Men man skal også huske når det bliver varmt igen, at har man for eksempel en luft-til-luft varmepumpe og godt kunne tænke sig at køle lidt, så koster det altså rigtig meget. Det er dyrere at køle end det er at varme. Og vi kan se, at flere og flere luft-til-luft varmepumper har muligheden for at lave noget køling. Så tænk dig lige om en ekstra gang, inden du bruger den funktion når det bliver varmt igen,” siger Line Nørmark, og husk at gøre gæsterne opmærksom på det i sommerhalvåret.
Det skal din guide indeholde
- Fortæl, hvad det er for et sommerhus, gæsterne kommer ud i – er det et charmerende, ældre hus hvor der altid vil være lidt fodkoldt og man derfor skal pakke hjemmeskoene og striktrøjen? Er der andet, de skal være opmærksomme på?
- Informér om sommerhusets varmekilder, og gør det klart, hvilke der er bedst at bruge. Har du et sommerhus med elradiatorer, så guide dem til at bruge alternative varmekilder som varmepumpe eller brændeovn, hvis du har det. Er der i stedet gulvvarme, så forventningsafstem så de ved, at det kan tage lang tid før varmen reguleres, når man skruer op og ned.
- Bed evt. om ikke at skrue ved installationer og varmtvandsbeholder. Vejled gerne gæsterne, så de ved, at man ikke får hurtigere varmt vand ved at skrue op, ligesom man heller ikke skal skrue helt vildt højt op, hvis man har brug for mere varme – for det kommer ikke hurtigere af det.
- Lad dem vide hvor længe i forvejen de skal tænde saunaen. Informér gæster om, hvor lang tid før de skal tænde saunaen, hvis der er sådan én. Mange af dem er nemlig på strøm. “Har man den her fornemmelse af, hvor lang tid det tager at varme ens sauna op, så er det en rigtig god serviceinfo til gæster, der skal leje sommerhuset at fortælle dem, om de skal tænde den én, to eller tre timer før. Ellers kan det være at de bare tænder den med det samme, for så ved de, at den er klar, når de skal bruge den,” siger Line Nørmark.
- Vejled dem i at huske de gode forbrugsvaner. “Man kan også opfordre til at tørre tøj udenfor og tænke over hvordan man laver mad, at man sørger for at lukke vinduer og døre, også ind til de rum, man ikke benytter, så der ikke ryger en masse varme ud i yderrum, som ikke er i brug alligevel, eller hvor man måske bare skal sove,” siger Line Nørmark. Hvor meget du vil minde om er en smagssag, men især de ting, der er specifikke for netop dit sommerhus, er gode at guide gæster til.
- Informér dem om hvordan de skal efterlade sommerhuset. Skal de skrue ned eller helt slukke for varmen, slukke varmtvandsbeholderen eller andet? Læs vores guide til, hvordan sommerhuset bedst lukkes når det står tomt i korte eller lange perioder her.
Uanset hvad, er de vigtigste tips ifølge Line Nørmark og Cathrine, at man er opmærksom på, hvad ens forbrug reelt er.
“Jeg tror det værste man kan gøre, det er ikke at være bevidst omkring sit forbrug. Det er at holde en alt for høj temperatur, ikke at lukke ned, når man ikke er der og bare at lade tingene stå og bruge standby-forbrug”.
Læs også: 7 tips til at sænke energiforbruget i dit sommerhus nu og her
