Amalies fødselsdagsudflugt – kom med på langrendstur i Sverige
Isbad, en dejlig varm sauna, den knitrende pejs og langrendsture gennem det storslåede svenske landskab, som gjorde mavemusklerne ømme af grin – denne oplevelse fik Amalie, som til dagligt arbejder som projektleder og Social Media Manager hos Landfolk i fødselsdagsgave af vennerne Mille og Nicklas. I denne artikel tager hun dig med til den svenske skov og viser dig alt det, der gjorde turen til en ekstra særlig oplevelse.
Udfordringen ved at skulle balancere et rigt socialt liv med et travlt arbejdsliv er noget, de fleste kan genkende. Og med en hverdag, der byder på meget hjemmekontorarbejde og mange dage på et af Københavns caféer, har både Amalie, Mille og Nicklas, der henholdsvis arbejder for en større møbelvirksomhed og som redaktør på et mediehus, til fælles, at de elsker at være aktive og rejse ud af byen sammen.
Selvom de blot var af sted en enkelt weekend, er dette den perfekte måde at få energi i hverdagen og især i de mørke vintermåneder. Og hvad er mere oplagt end en tur til Sverige, når de alle elsker at stå på ski?
Hvordan var rejsen fra København til Ulricehamn?
Vi hoppede i bilen og kørte mod Sverige fredag eftermiddag, efter at vi alle var kommet hjem fra arbejde. Blot 3,5 timer senere og med et enkelt stop i Jönköping for at købe en pizza fra artisan-bageriet Stuk til turens første måltid, ankom vi ved den traditionelle røde hytte, der lå så fint i det snedækkede landskab ved en skovsø.
Hvad var det allervigtigste for jer, da I skulle vælge en hytte til jeres getaway?
Der var flere ting som var vigtige, først og fremmest at hytten lå i naturen og lå i nogenlunde afstand til Ulricehamn skicenter, hvor vi skulle stå på langrend. Det lå 30 minutters kørsel fra hytten. Derudover var muligheden for isbad og sauna også afgørende, og vi nød, at hytten havde en brændeovn og et veludstyret køkken.
Hvilke 3 ting sat I allermest pris på ved den hytte, I besøgte?
De ting, der gjorde turen til en uforglemmelig oplevelse, var sauna, naturen og søen, vi badede i. Og så brændeovnen, vi tændte hver eneste dag.
Udforsk hytter i nærheden af en sø
I var på langrendsferie. Hvordan forberedte I jer til rejsen?
Vi lejede både langrendski og støvler ved Ulricehamn skicenter, hvor man tilmed køber et dagsbevis for at kunne stå på ski i området.
Hvad kunne I bedst lide ved lokalområdet og fandt I nogle perler, I vil anbefale andre?
Jönköping, som er den største nærliggende by, byder på en masse skønne restauranter og shoppingmuligheder. I det hyggelige Ulricehamn er en gågade med lokale butikker og gode bagerier. Her kan man gå tur langs den store sø, som byen er bygget op omkring. Vi tilbragte dog mest tid i naturen og området omkring hytten.
Tip: Vi kørte forbi et stort svensk supermarked på vejen hjem for at købe en masse lækre svenske specialiteter. Her stod svensk knækbrød, god kaffe, ost og lokalt slik samt snacks øverst på listen.
[Udforsk feriehuse i Sverige(https://landfolk.com/da/search?adults=1&location=647a90fa&search=Sverige&view=map)
Hvilke ting bruger I mest tid på sammen, når I er sommerhus? Er der noget, I ikke kan gøre i hverdagen?
Vi fandt tid til vellavet mad, en masse gode timer på ski, hvor vi fik grint og brugt en masse energi og slappede af i hytten foran brændeovnen med vafler og gode samtaler.
Vi holder alle af langsomme morgener med godt bagværk og kaffe. I feriehuset startede vi hver morgen med at tænde op i saunaen og så gå ned for at hakke det hul i isen, som var frosset til om natten. Og så kunne vi gøre klar til frokosten imens. Et fint lille morgenritual, som har sikret os en god start på dagen, inden vi drog ud på løjperne. Vild med vinterbading i Skandinavien?
Hvad er det særlige ved at trække stikket og rejse bort sammen med de venner, som betyder allermest for dig?
At samles omkring en aktivitet som vi alle holder af, at komme tættere på hinanden og få nye dejlige oplevelser sammen, som vi ikke har mulighed for på samme måde at gøre i hverdagen.
Hvad betyder luksus for dig, når du skal planlægge en getaway sammen med dine venner?
Luksus for mig er at have tid sammen. De ydre omstændigheder er et dejligt tillæg til en god stund, men betyder i virkeligheden ikke ret meget.
Hvilket minde fra turen kommer du til at tænke tilbage på med størst glæde?
Nærværet og glæden ved ikke at skulle noget andet end blot at være, stå på ski og nyde tilværelsen fra hytten.
Hvor drømmer I om at rejse til næste gang?
Vi har allerede aftalt at gentage successen og tage af sted igen til næste vinter. Til foråret drømmer vi om at cykle ud af byen, fra København og til et dejligt sommerhus, måske på den Sjællandske nordkyst.