Tilbage til sommerhusets kerne: Arkitekt Line Nørskov Eriksen om

sommerhusets kulturarv

Vi møder arkitekt og udstillingsdirektør Line Nørskov Eriksen i det arkitekttegnede tiny house A45, som i anledning af den aktuelle udstilling SOMMERHUS på Utzon Center i Aalborg tårner op i midten af museets atriumgård. Fuldstændig indhyllet i træ og med kig til de mange forbipasserende museumsgæster, begynder vores snak om den genfundne kærlighed til det danske sommerhus.

Træduften i det lille sommerhus får os til at snakke om, at netop træet er noget, mange forbinder med et rigtigt sommerhus. Men ifølge Line Nørskov bør alarmklokkerne ringe, hvis nogen påstår, at de ved, hvad et rigtigt sommerhus er.

– Når man kigger på sommerhusets historie og arkitektur, kan man se, at det har udviklet sig over tid. Sommerhuset har set ud på vidt forskellige måder, men helt grundlæggende er sommerhustraditionen funderet i tanken om det gode liv. Det har dybe rødder i europæisk kulturhistorie og trækker tråde helt tilbage til romerne, der byggede villaer uden for byen, fordi man mente, at byen var uren og naturen var ægte.

Livet udenfor byen

Historisk begynder vi at se de første sommerhuse i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet. Det hænger sammen med urbaniseringen af samfundet, så folk får lige pludselig trang til at flytte ud af byen. Det rigeste samfundslag havde længe bygget landsteder, som man kaldte husene dengang, men væksten i samfundet gjorde, at den bredere del af befolkningen også fik råd til at erhverve sig et sommerhus.

– Det er indlejret i fortællingen om sommerhuslivet, at vi finder tilbage til vores autentiske jeg, når vi er ude i naturen. Sommerhuset er det her tilflugtssted fra hverdagen inde i byen.

I den smukkeste natur ligger et arkitekttegnet A-hus fra 1918

Hvad er det for en udvikling der er sket over de seneste år med vores fælles forståelse af sommerhuset?

– Især siden 80’erne og 90’erne har sommerhusene fået vokseværk. Op gennem 60’erne og 70’erne byggede man sommerhuse på omkring 50-60 kvadratmeter, og i dag er det ikke usædvanligt, at sommerhuse er 200 kvadratmeter og derover. Mange gange er det sådan nogle dekadente feriepaladser, som bliver opført under påskud af at være sommerhuse, men i virkeligheden er de bygget med det ene formål at skulle udlejes.

Jeg tror, det man skal sikre sig er, at man tænker i gørelse, før man tænker i størrelse

Line fortæller, at man i dag taler om et fænomenet dobbeltbosætning. Det betyder i al sin enkelhed, at de fleste sommerhuse, der bliver bygget i dag, ligner folks helårsboliger så meget, at forskellen mellem hjemmeadressen og sommerhuset er til at overse.

– Problemet er, at når tingene bliver for dekadente og konforme, så begynder det at sætte sit præg på folks adfærd. Det er ikke fordi der er noget galt med fladskærms-tv og gulvvarme, men vi må gøre os klart, at hvis det vi søger er noget andet, så bliver vi nødt til at indrette os anderledes eller i forhold til det liv, som skal leves.

Vi skal bruge naturen til at forstå arkitektur

Ifølge Line kræver det en helt særlig arkitektur, hvis vi har en drøm om, at sommerhuset skal danne ramme om en mere stilfærdig og autentisk tilværelse. Hun forklarer, at sommerhuset traditionelt blev bygget til at blive brugt om sommeren, og op gennem 50’erne og 60’erne så man ret hurtigt, at arkitekterne eksperimenterede med den udviskede tilgang til ude og inde.

– Sommerhuset skal ikke bruges hele året rundt, så der kan man spare nogle kvadratmeter og i stedet indlejre dem i en terrasse. Terrassen er et helt konkret eksempel på et arkitektonisk motiv, som indfrier nærheden til naturen.

– Jeg tror, det man skal sikre sig er, at man tænker i gørelse, før man tænker i størrelse. Nogle sommerhuse ligger ved vandet, andre ligger inde i skoven, men fælles for alle er, at hver gang man bygger husene, ser landskabet forskelligt ud. Hvis arkitekturen skal fordre et bestemt liv, så kræver det, at arkitekturen har en dyb indlevelse i det sted, der bygges. I stedet for at opdigte en arkitektur, som man synes kunne være en spændende form lige her, så vokser huset ubesværet ud af landskabet. Og det er en fortælling som ikke går af mode. Det er en kvalitet som er blivende.

Så når sommerhusene bliver for store, for komplekse og for ressourcetunge, så er det en bombe under sommerhuskulturen

Skal der være forskel på at tilbringe sin weekend i et parcelhuskvarter og i et sommerhus?

– I forhold til sommerhusets idémæssige grundlag, så bliver der nødt til at være en forskel. Det er i grunden besynderligt, at vi til hverdag bor i de her store hvide kasser, og når vi så skal have det rigtig godt, så tager vi ud i bittesmå trææsker, men kontrastforhold understreger særkendet ved dets modsætning. På den måde har hverdagslivet og sommerhuslivet nok brug for hinanden.

– Oveni er der også spørgsmålet om vi virkelig bør have to helårsboliger, to biler og glødepærer i lamperne. Vi bliver nødt til at forholde os til, at vi ikke kan tillade os at bruge så mange ressourcer. Når vi bygger de her store helårshuse ude i landskabet, så er det landskabet, der betaler regningen. Og vi har jo kun så og så meget af det. Så når sommerhusene bliver for store, for komplekse og for ressourcetunge, så er det en bombe under sommerhuskulturen.

Hvordan ser fremtidens arkitektur så ud, hvis vi skal bevare sommerhusets kulturarv?

– Der er to bæredygtige veje at gå. Den ene er, at man skræddersyr sommerhuset til stedet og forestiller sig, at huset skal stå der i mange år, som de oprindelige huse fra 1800-tallet. Sommerhuset, vi sidder i her, er et modulbygget, præfabrikeret typehusformat, der kan flyttes ud i landskabet på et skruefundament og derfor kun efterlader et lille økologisk fodspor i terrænet. Bæredygtighed er ikke længere et tilvalg eller et fravalg. Det er noget, vi er nødt til at forholde os til, og vi skal generelt vænne os til at bygge mindre og med udgangspunkt i vores natur.

Vi sidder og kigger rundt i det lille sommerhus med udsigt til den klare blå himmel, og det sætter tydeligt nogle refleksioner i gang hos os og Line.

– Vi bliver nok nødt til at tale om, om vi kan tillade os at fylde så meget. Det kan handle om at lade træerne stå. Om midlertidighed. Om nøjsomhed. Om store drømme på små kvadratmeter. Og så selvfølgelig klimasmarte materialer.

– Jeg ved ikke om man kan tale om et decideret paradigmeskifte, men vi ser en tendens og et større fokus på bæredygtighed. De nye arkitekter er de vokset op med grøn tænkning på samme måde, som børn og unge i dag vokser op med digitale platforme. Det er en form for second nature. Jeg synes, at det er enormt opløftende at se, at bæredygtighed ikke tager sig ud som en stilart eller et overfladisk udtryk.

– Bæredygtighed bliver en del af husets essens, og det passer jo egentlig enormt fint med hele grundtanken omkring sommerhuset. At det handler om at vende tilbage til naturen og have en lidt mere autentisk tilværelse. I virkeligheden kunne man forestille sig, at tingene kunne komme til at gå op i en højere enhed.