23-årige Thomas havde ikke råd til at købe noget i byen. Så fik han en idé til et sommerhus

Som 23-årig stod Thomas Gustav Hedegaard med drømmen om at eje noget selv. Men med begrænsede midler og høje boligpriser havde han ikke råd til en bolig i byen. Så hvad havde han råd til? Læs med, når han fortæller hvordan han bar sig ad med at blive sommerhusejer på budget.

Dele af dette interview indgår også i artiklen ‘Gør sommerhusdrømmen til virkelighed: Bankrådgiverens bedste råd til sommerhuskøb trin-for-trin’. Læs den her.

I 2021 begyndte Thomas Gustav Hedegaard som 23-årig at gøre sin drøm til virkelighed.

Den drøm var ikke nødvendigvis et sommerhus. Som ung bosat i Aarhus var det derimod drømmen om at få en fod indenfor på boligmarkedet, der rumsterede i Thomas Gustav Hedegaard. Men med høje priser på ejerboliger i Danmarks anden største by var der lange udsigter til at kunne købe en ejerlejlighed at bo i for den 23-årige bygningssnedkerlærling.

»Den romantiske tanke er jo, at jeg har siddet i min lejlighed i Aarhus og forestillet mig et sommerhus og så tænkt, hvordan kommer jeg så hen til det, og i den rækkefølge fundet frem til at låne nogle penge. Men det var faktisk mere pengene, der afgjorde, at det var sommerhuset, der var det mulige projekt for mig,« fortæller han.

Under sin uddannelse til bygningssnedker fik han nemlig en idé.

»Det startede med at jeg, i kraft af mit arbejde som lærling, godt kunne se, at der var en god forretning i at renovere på nogle ejendomme. Jeg havde ikke økonomi til at komme ind på markedet, der hedder lejligheder og andet omkring Aarhus, men hvad havde jeg så penge til? På et tidspunkt havde vi bygget en stor kolonihave der mindede om et sommerhus, og det kostede omkring 300.000 i materialer. Og der kunne jeg også se, at jeg måske havde evnerne til at gøre en del af det selv. Så hvis jeg kunne finde en grund, der matchede noget af det budget jeg havde tilovers, så kunne det måske lade sig gøre«.

Den romantiske tanke er jo, at jeg har siddet i min lejlighed i Aarhus og forestillet mig et sommerhus og så tænkt, hvordan kommer jeg så hen til det?

Thomas Gustav Hedegaard har selv bygget nyt sommerhus

Et drømmesommerhus til en halv million

»Jeg har ikke haft økonomiske midler til at skulle bygge et hus på papiret,« slår Thomas Gustav Hedegaard fast. »Men det har jeg alligevel haft, fordi jeg havde en lille opsparing. Så gik jeg i banken og sagde, at jeg havde fundet en grund herude der kostede 125.000«.

»Jeg havde sat mig ned og lavet et regnestykke der tillod, at jeg havde et sted mellem 500.000 og 600.000 at lege med. Og det får man ikke nogen lejligheder for. Men man kunne godt få en grund til et par hundrede tusind, og så var der faktisk luft i budgettet til, at jeg kunne få lov til at lave et hus på den grund. Så ville jeg faktisk lige pludselig kunne gøre en god forretning den vej igennem,« fortæller han.

Jeg vidste ikke hvordan man byggede et hus, da jeg startede. Og jeg ved det stadig ikke. Når jeg er færdig så ved jeg måske hvordan jeg bygger lige præcis det her hus. Men jeg vil sige, at jeg tror der er flere der kan det her end man lige skulle tro.

»Så det var måske drømmen om fast ejendom, der blev til en drøm om sommerhus, fordi det var det der var muligt i den situation. Og det er også kun muligt, fordi jeg kan se en fremtid, hvor jeg kan komme til at leje sommerhuset ud og på den måde dække en del af udgifterne«.

Efter at have fundet grunden på Djursland gik Thomas Gustav Hedegaard i gang med at bygge sit drømmesommerhus ‘Under Fyrren’ sideløbende med sin uddannelse – et selvudnævnt svendestykke, kalder han det næsten færdige træsommerhus på Djursland.

Håndværk og kvalitet på budget

Sommerhuset, Thomas Gustav Hedegaard bygger, er ikke et hvilken som helst sommerhus. Det er et sommerhus i træ med fokus på kvalitet, håndværk og bæredygtighed. Men hvordan bygger man sådan et på budget?

At have den udgift på måske 500-600 kroner i måneden for et lille depotrum, det kan spare rigtig mange penge i den anden ende. Det er et sted, hvor man kan hente nogle penge i sådan en byggeproces.

Ifølge Thomas Gustav Hedegaard gør man det for det første ved at prøve sig frem – også selv om man ikke har en baggrund som bygningssnedker:

»Jeg vidste ikke hvordan man byggede et hus, da jeg startede. Og jeg ved det stadig ikke. Når jeg er færdig så ved jeg måske hvordan jeg bygger lige præcis det her hus. Men jeg vil sige, at jeg tror der er flere der kan det her end man lige skulle tro«.

Thomas Gustav Hedegaard om at bygge sommerhus under 1 million

Thomas Gustav Hedegaard byggede sommerhus i træ selv

Og så ved at være vedholdende og bruge tid på at finde materialer brugt – og sætte sig selv godt op til at få materialerne i hus. Ved at finde brugte fund har han kunnet vælge kvalitetsløsninger samtidig med, at det også var de mest økonomiske løsninger.

»Jeg har købt brugt og kunnet handle fejlopmålte vinduer, brugte døre og et brugt gulv, som er nogle meget lækre materialer som jeg ikke ville være foruden – men som også har været billigere, end hvis jeg skulle ud og finde nyt. Og der kan det måske godt svare sig at leje et depotrum et sted ikke så langt fra sit sommerhus, fordi man kan risikere at falde over de der fem terrasseedøre som passer perfekt til ens hus på et lidt ubelejligt tidspunkt.

»At have den udgift på måske 500-600 kroner i måneden for et lille depotrum, det kan spare rigtig mange penge i den anden ende. Det er et sted, hvor man kan hente nogle penge i sådan en byggeproces,« fortæller han.

Det har ligget i en stor villa i Holte hvor jeg tror jeg fik at vide, det var en CEO ved Goldman Sachs der havde det her hus til 28 millioner. Så var der blevet lavet en stor fejl, og så de havde bare fået lov til at pille det der gulv op og lave et nyt.

De bedste steder at gøre sig de fund er ifølge Thomas Gustav Hedegaards erfaring Laurits.com, DBA, Facebook Marketplace eller Facebookgrupper, hvor man kan finde byggematerialer tilovers eller brugte ting.

Sådan kunne han bygge sommerhus selv

»I perioder der har jeg kigget hver morgen når uret ringer. Så samtidig med jeg laver min morgenmad har jeg været inde og søge efter VELFAC-vinduer – Ribo 200, sort ude, hvid indvendigt – og så set, hvad der er dukket op. Det har været næsten dagligt i en periode, fordi jeg vidste, at det skulle være den samme model hele vejen rundt i huset. Så kunne jeg bruge min pause på lige at få skrevet om jeg kunne købe dem, og så ligger jeg og kører til Haderslev efter fyraften for at hente et enkelt vindue fordi det var den rigtige farve og kun kostede 500 kroner, og måske koster 3-4-5.000 kroner fra ny. Så det er bare med at være der hele tiden, for de gode tilbud forsvinder«.

Det bedste fund han har gjort sig er dog det smukke Dinesen-trægulv fundet på DBA.

»Så endte jeg med at bruge 30.000 på et gulv, og det er jo et lidt dyrt gulv at ligge i et sommerhus. Men det gulv har kostet 200.000 fra ny. Det har ligget i en stor villa i Holte hvor jeg tror jeg fik at vide, det var en CEO ved Goldman Sachs der havde det her hus til 28 millioner. Så var der blevet lavet en stor fejl, og så de havde bare fået lov til at pille det der gulv op og lave et nyt. Så det tror jeg var det bedste fund«.

Du kan følge med i sommerhuset Under Fyrren på Thomas Gustav Hedegaards Instagram @thomasgustavhedegaard.

Læs også: Gør sommerhusdrømmen til virkelighed: Bankrådgiverens bedste råd til sommerhuskøb trin-for-trin

Nina Lykke
Geschrieben von Nina LykkeMärz 2023

    Erhalte Zugang zu Mitgliedsvorteilen. Melde Dich noch heute an.

    Tritt kostenlos unserem exklusiven bei

    Buche unsere neuesten Ferienhäuser vor allen anderen

    Erhalte Tipps und Inspiration für Deine nächste Auszeit

    Landfolk Club