Historien om et sommerhus
At hans forældre solgte sommerhuset engang, står for ham, flere årtier senere, stadig som sorg. Et sommerhus er nemlig ikke bare fire vægge og et paptag. Et sommerhus er udelukkende gode minder. Det er her, vi mødes. Hvor man ikke skændes over sure sokker og aftensmad. Her livet leves. Uden bagkanter og gøremål. Græsset er lidt grønnere, livet lidt sødere, solen altid skinner – og hvis regnen kommer, kalder vi det bare ”hygge”.
I 2019 købte vi vores første sommerhus, og jeg skriver helt bevidst ’første’, da det bestemt ikke bliver det sidste. Det har vi lovet hinanden og inderligt. Og allerede her har jeg afsløret, at vi ikke længere har det.
Vi havde talt længe om sommerhus, besøgt flere, men for et ungt par virkede det helt utroligt, at det skulle være os muligt at have både en lejlighed og et sommerhus. Ideen bølgede frem og tilbage, men på en bjergside i Italien med udsigt over Largo D’Orta på barselsferie så vi et hus, der skulle gøre os det umuligt at slippe ideen. Vi kom hjem fra ferien fredag og søndag stod vi i Rågeleje. Allerede som vi drejede ind på vejen, begyndte jeg at tikke bokse af. Grusvej. Tjek. Gammelt område. Tjek. Tæt til vandet. Tjek. Sort/hvidt. Tjek. Sprossede vinduer. Tjek. Tjek, tjek, tjek. Ejendomsmægleren har siden hen sagt, at hun aldrig glemmer mit ansigtsudtryk, da vi åbnede lågen. Hun så forelskelsen ske – og den var ægte og dybfølt. Selv på en regnvejrsdag, var drømmen på vej i opfyldelse, og dagen efter bød vi. Og fik det.
Mine sommerhusfavoritter
Bliv indhyllet i skovens ro i den nordligste del af Danmark
Sommerhus med fantastisk orangeri i gåafstand til strand og skov
Jeg husker så inderligt den rene lykkefornemmelse som lagde sig over os, når vi var der. Vi var bedre kærester, bedre venner, bedre mennesker, når vi kørte i skjul i Rågeleje, langt fra storbyen. Det helt rette yin til vores yan-tilværelse i byen. Og da vi knapt to år og en pandemi senere måtte sande, at vi havde brug for en større og mere familievenlig base med nummer to på vej, så måtte vi sælge sommerhuset. Og det var ikke uden et tusinde krumspring først, for at se om vi kunne få det hele til at gå op. Det var den sværeste voksenbeslutningen, truffet på ren fornuft, med lysten så dybt undertrykt helt ned under gulvtæppet.
Det er kun vores første sommerhus, og når vi er på den anden side af småbørnslivet og har luft, så drømmer vi om et helle et sted igen. At eje en lille grøn plet på jord, en naturgrund med høje træer og duften af skov. En bjælkehytte måske, ikke alt for langt fra vandet. Det må kunne findes.
Proletariatet møder bourgeoisiet
Det danske sommerhus er en særlig størrelse, ligesom livet der følger med, er det. Det er født til dels ud af kolonihavebevægelsen og det bedre borgerskabs store landliggervillaer nord for København, huse som i dag er millionvillaer.
Proletariatet møder bourgeoisiet. Her kunne samfundslagene mødes og mikses, og det var alle velundt at få lov at opleve græs mellem træerne og en blå himmel. Og fra de allerførste sommerhusgrunde blev udstykket i Hornbæk i slutningen af 1800-tallet til i dag, hvor der på landsplan er gode 200.000 sommerhuse rundt omkring i landet, så er det stadig dét man møder. Mikset. De der bor i almennyttige lejligheder omkring storyerne og nyder en stille tilværelse i sommerlandet, og de der tilnærmelsesvist har hele deres liv installeret både i helårsbolig og sommerhus med dobbeltcarport. Men når man mødes i den lokale iskiosk på stranden, er der ingen forskel – hvor ellers kan man mødes ligeså ligelidt i dag? Det kan tælles på en hånd.
De første mange sommerhuse var simple. Ikke isolerede. Havde knapt et lokum. Det var ikke her, man tog til, for den nette luksus, men snarere et spørgsmål om at komme tættere på naturen, opleve årstiderne skifte, en udsøgt chance for at ’get out of town’, som Landfolk også selv skriver, og få naturens cyklus at mærke.
Fra tiny living til mega living
Mange sommerhuse, som vi kender dem i dag, er bygget i post-krigsæraen i 1960’erne og 1970’erne, hvor økonomien blomstrede. Vi skulle på land og have flagstang og et havestykke og grine med naboen over hækken. De var stadig simple; to værelser, et med køjeseng til ungerne, et voksenværelse, hvor man akkurat kunne gå rundt om dobbeltsengen. Køkken/stue/alrum i et, den første udgave af moderne tiders tiny living. Hvad har man egentlig ellers brug for? Hvad man ikke kan løse på 50 kvm til familien på fire. Det er egentlig utroligt. Men dørene stod alligevel altid åbne til haven, og ude som inde blev et fedt.
Men som årtierne skiftede kom flere og flere store sommerhuse til i 1980’erne. Dem med jacuzzi, voksenafdeling, børneafdeling. Carport. Huse, som var ligeså etablerede som helårsboligen. To af hver. Man skulle ikke mangle noget, og vi skulle underholdes. Og den trend har ikke bøjet af, når vi ser nyhederne fyldes med historier om ’mega’-sommerhuse på de danske kyster, fuldt etablerede med spa-afdeling, biograf, soveværelser nok til en sommerkoloni. Om det er helt tro mod ånden, skal jeg ikke udtale mig om. Men der var vist engang en Frederik den 4. som gav sin hustru Dronning Louise et lille landsted; Hirschholm Slot, som hun kunne drive som sommerhus, som et lille afbræk fra storbylivet i købstaden. Megasommerhuset var født.
I dag behøver man ikke længere eje et sommerhus for at få adgang til det. Vi kan leje, bytte, låne og på den led, uanset pengepung og kvadratmeterpriser, kan alle få en bid af lykken, som gemmer sig der bag træbeklædningen. Vi kan få lov at lege både konger og baroner, eller skalere helt ned og sove i shelter på en sommerhusgrund. I sommerhuset er der plads til os alle, og der er både det rette til dog jeg. Et sted der kan rumme alle de drømme, ideer, ferieminder, gode snakke, tanker, der skulle bo inden i os, men som bare mangler de rette rammer. De er lige dér, i det danske sommerland.
