Vibeke Panduro om at indrette sommerhus på budget og passe på det, vi har

Vil du hellere lytte? Hør afsnittet med Sussie Frank og Vibeke Panduro fra vores podcast Sommerhusliv her eller der, hvor du lytter til podcast.

Vi sidder i Vibeke Panduros lyse, kystnære sommerhus i Fjerritslev, Lille Svinkløv. Sommerhuset har det navn, fordi dets arkitektur med det stråtækte tag og den sarte, pastelfarvede træbeklædning er en slags lille kopi af det gamle Svinkløv Badehotel beliggende blot et par kilometer derfra.

Hver træstol rundt om spisebordet, vi sidder ved, er lidt forskellig – nogle af dem levn fra da Vibeke Panduro og hendes mand, Jesper Panduro, overtog sommerhuset. I mange år drev parret den danske designvirksomhed Skagerak, men efter for nyligt at have solgt den er det hendes nye virksomhed, The Table Project, der optager Vibeke Panduro. Når hun altså ikke nyder det smukke sommerhus.

Vil du selv opleve sommerhuset? Book det her.

Sommerhuset Lille Svinkløv har dog ikke altid stået så smukt, som det står nu – i hvert fald ikke netop da parret overtog det.

»Jeg kan huske, at vi gik rundt om og tænkte, at det kan noget. Så spurgte vi ejendomsmægleren, hvorfor tror du ikke, det er solgt? Bare vent til du kommer indenfor, sagde han. Og det var virkelig klamt. Der lugtede, og der var mus. Det havde bare stået og været for træt i mange år«.

»Da vi overtog det havde jeg et job, der ikke eksisterede under corona, og så tænkte jeg, at nu er det nu. Så begyndte vi at male, rydde ud og køre væk. Og gøre det fint og gøre det til vores. Så vi brugte rigtig mange timer heroppe på at male og gøre rent«.

80 liter hvid maling

Og der skulle maling til for at gøre sommerhuset hyggeligt igen. Så meget, at der blev brugt hele 80 liter hvid maling, fortæller hun.

»Der er jo ikke mega højt til loftet her. Så det skulle være lyst. Og så havde vi brug for at få noget lys ind udefra, så vi valgte at skifte nogle få vinduer. Vi ville gerne beholde dem, der var fine og gamle. Men nogle få har vi skiftet, blandt andet for at lave et panorama ud mod haven, så man kan kigge på rådyrene og vi fik mere lys ind«.

Det er jo mega nemt at gøre noget, hvis du har alle penge i verden. Men jeg havde faktisk et budget, som jeg skulle holde. Jeg havde 80.000 kroner til at renovere hele huset for.

Til istandsættelsen satte Vibeke Panduro sig en udfordring; hun ville gøre huset smukt og hyggeligt på et begrænset budget.

»Fordi Jesper siger, at det er jo mega nemt at gøre noget, hvis du har alle penge i verden. Men jeg havde faktisk et budget, som jeg skulle holde. Jeg havde 80.000 kroner til at renovere hele huset for. Og det var ikke meget, kan man sige«.

Og så gik hun ellers rimelig systematisk til værks:

»Vi skal bruge maling, tjek. Og så prioriterede vi at købe billige, let brugte møbler over for eksempel design, og at bruge nogle af dem, vi havde derhjemme, som var nye. Og så købte vi lidt IKEA, lidt kludetæpper, og hvad man nu lige skulle have, så det hele kunne komme op og køre. Så er det først senere, vi har prioriteret at lave lidt større projekter som nyt køkken og gulv for eksempel. Så lagde vi bare en masse kludetæpper og prøvede at dække det gamle gulv lidt. Men den første omgang renovering, den holdt vi på et ret skrabet budget«.

Renovering i budgetvenlige etaper

»Det var en fed øvelse at mærke efter, at man ikke behøver at gøre alt dyrt, og man kan renovere og passe på det, der er i forvejen, på den måde. Og så tænker jeg også, at det handler om at prøve at mærke efter, hvad det er for et sted, man er. Og så prøve at være i det«.

Hvis det ikke er til at redde fordi det er fra en tid hvor man byggede billigt, så er der måske ikke andet at gøre end at skifte det ud. Men man kan godt lige leve med det et stykke tid og mærke efter.

»Så det kommer lidt i etaper,« fortæller Vibeke Panduro.

Siden den første istandsættelse på det skrabede budget har Vibeke Panduro og hendes mand lavet flere etaper – blandt andet gulvet og køkkenet, som hun drømte om at gøre til en modig feature i huset. Men først efter, at de i en god rum tid levede med huset og mærkede efter, hvad der virkelig var vigtigt for dem at opdatere, og hvad der egentlig ikke var.

»Én ting er, hvordan man indretter sig fysisk, men en anden ting er også, hvordan man så lever i det. Jeg havde egentlig planlagt, at der skulle være en lille trappe op til øverste etage så man fik ekstra plads. Men i virkeligheden havde vi slet ikke brug for den plads, fandt vi ud af. Altså, hvorfor skulle der være plads til ti personer, når vi nu kun er seks som regel?«.

»Hvis man regner efter her til sidst, så har jeg helt klar brugt flere penge end startbudgettet i første omgang. På sigt bliver man jo træt af det der 90’er-køkken, hvor man bilder sig selv ind at man bare kan skifte grebene. Det kan man godt i et års tid, men så kommer der måske en tid hvor man tænker, okay. Hvis det ikke er til at redde fordi det er fra en tid hvor man byggede billigt, så er der måske ikke andet at gøre end at skifte det ud. Men man kan godt lige leve med det et stykke tid og mærke efter i det mindste, synes jeg«.

Der er ikke nogen masterplan

»Det er ikke sådan, at jeg har en færdig plan. Det er jo også en del af livet. At man mærker efter hvad der skal ske nu, og hvad der kan være godt for huset. Vi fik for eksempel også lagt en terrasse udenfor, så udeområdet hænger bedre sammen med huset. Sådan er det jo med et sommerhus, tingene flyder sammen inde og ude. Men der er ikke en masterplan. Det er altid i bevægelse. Jeg tror måske, at det er forskellen på at have et sommerhus og ens private hjem derhjemme. Derhjemme har jeg mere en masterplan for, hvordan jeg synes, at livet fungerer bedst, men heroppe skal det bare føles godt«.

I parrets tidligere sommerhus renoverede de på en lignende måde, hvor istandsættelsen blev delt op i etaper, bare endnu mindre, og dermed også med mindre budgetter – en fin måde at mærke at man passer på det man har, fortæller Vibeke Panduro:

»I det tidligere sommerhus sagde vi for eksempel altid, okay, i år trænger gavlvinduet til at blive skiftet, og året efter fik vi nyt toilet, og så videre, så vi har de her små poster. Så føles det faktisk også ret fint at passe på et hus. Fordi huse, de er jo bare skaller som vi skal passe på og give videre til de næste. Altså, vi får lov at leve vores liv i de her fine sommerhus og vores hjem, men i virkeligheden er livet jo langt længere, end den tid vi er her. Så vi skal passe på de steder vi har og give dem pænt videre til de næste. Være bæredygtige og opdatere det, vi har, og passe på det«.

Respektfuldt, æstetisk og modigt

Hos Vibeke Panduro kribler det allerede i fingrene efter at sætte endnu en sommerhusperle i stand; et lille, fint bindingsværkshus fra 1777 på Bornholm med udsigt over havet. Og det skal gøres med respekt og kærlighed til, der allerede er, fortæller hun:

»De karakteristiske træk skal man jo passe på. Indenfor har der været et bødkerværksted engang i den ene ende, og i den anden ende har det været udlejet alt for meget og er rigtig grimt. De to ting skal forenes, og det kan være en svær øvelse«.

»Og så skal det selvfølgelig nænsomt passes på, og man skal bruge de omgivelser, der er der, og kigge på huset. Der ligger for eksempel nogle rigtigt fine klinker som er slidt igennem mange hundrede år. Dem skal man passe på og bruge igen. Så det handler rigtig meget om at kigge på det hus, man er så heldig at have, og så prøve at få det bedste ud af det, synes jeg«.

»Altså at man indretter sig respektfuldt. Og så æstetisk og modigt,« hvis det står det Vibeke Panduro.