Vilkår for udlejer
Tak fordi du har valgt at benytte Landfolk.com!
Udlejningsbetingelser
Godkendt version 8.0 - oktober 2024
Introduktion
Disse vilkår og betingelser gælder for alle tjenester som Landfolk A/S, CVR-nr. 42074640, Bülowsgade 68, 3.tv., 8000 Aarhus C (“Landfolk”, “os”, “vi” eller “vores”) tilbyder dig som vært, når du benytter vores platform (“Platform”) for formidling af sommerhusudlejning. Når du opretter en sommerhusprofil som vært på vores Platform, og når du godkender en bookingforespørgsel, accepterer du samtidig disse vilkår og betingelser.
Vi har forsøgt at kommunikere vilkårene så klart og tydeligt som overhovedet muligt nedenfor. Skulle du alligevel have spørgsmål, så tøv ikke med at række ud til os via support@landfolk.com.
Vi anbefaler dig desuden også at orientere dig i gældende lokal lovgivning omkring udlejning af sommerhuse.
1) Formidling
Vores mission er at skabe en Platform, der gør privat udlejning af sommerhuse nemt og overskueligt for både gæster og værter. Landfolk varetager i kraft af sin Platform formidlingsarbejdet i relation til udlejning af sommerhuse på vegne af dig som vært og for din regning og risiko. Når en gæst booker dit sommerhus på vores Platform, indgås der derfor en aftale mellem dig og gæsten i den valgte periode på de vilkår, der fremgår i opslaget på Platformen. Desuden tillægges du og gæsten de rettigheder og forpligtelser, som følger af disse vilkår.
Vi påtager os derfor intet ansvar for eventuelle tvister mellem dig og gæsten og involverer os ikke i sådanne. Vi står heller ikke inde for din eller gæstens overholdelse af den til enhver tid gældende lovgivning.
2) Samarbejdsaftale
Når du siger ja til, at Landfolk formidler dit sommerhus på Platformen, indgår du som følge af det i en samarbejdsaftale, der forpligter på forskellig vis for, at det bliver en succes for begge parter.
Landfolk forpligter sig til at:
- markedsføre sommerhusene på Platformen overfor en relevant målgruppe og i tråd med Landfolks brand
- kontinuerligt forbedre Platformen og tilføje flere features og værktøjer til dig som vært
- levere indsigt i blandt andet hvor mange potentielle gæster, der kigger på dit sommerhus, hvilke datoer, der bliver søgt på og prissætning
- tilbyde personlig rådgivning og sparring i forbindelse med udlejning på Platformen.
Som vært hos Landfolk forpligter du dig til at:
- opdatere din kalender løbende, så den afspejler, hvornår sommerhuset er ledigt og kan bookes
- prissætte sommerhuset, så det er relevant på markedet på tværs af sæsoner og løbende prisjustere
- besvare bookingforespørgsler og beskeder så hurtigt som muligt, og som minimum inden for 24 timer
Jo bedre disse tre punkter opfyldes, jo bedre kan vi matche dit sommerhus med potentielle gæster og dermed øge sandsynligheden for bookinger. Hvis ovenstående tre punkter misligholdes, kan det i sidste ende resultere i, at Landfolk lukker sommerhusets kalender, indtil samarbejdsaftalen igen er opfyldt.
3) Sommerhusets stand og faciliteter
Inden enhver udlejning er du forpligtet til at sikre dig, at sommerhuset er opryddet, rengjort og klar til at blive overtaget af en ny gæst. Sommerhuset skal stemme overens med den beskrivelse, og de billeder, som fremgår på opslaget på Platformen.
Sommerhuset skal – medmindre andet fremgår af opslaget – være udstyret med:
- komfur, kaffemaskine, bestik og køkkengrej som minimum til det tilladte antal personer
- basisvarer som gæsten har lov at bruge af salt og peber, krydderier, olie, opvaskemiddel eller tabs (hvis sommerhuset har opvaskemaskine), affaldsposer, håndsæbe, basale rengøringsmidler og toiletpapir
- hvis sommerhuset har en brændeovn, skal du sikre dig, at sommerhuset har brænde og tændvæske eller briketter til mindst én optænding, så gæsten kan få en god start på sit ophold
- toilet, koldt og varmt vand, håndbruser eller brusekabine
- støvsuger
- opvarmningskilde såsom radiatorer eller varmepumpe
- senge, dyner og hovedpuder
- affaldscontainer eller lignende. Da sådanne tømmes løbende, kan det ikke forventes, at affaldscontaineren er tom ved ankomst
Landfolk anbefaler desuden værter at stille sikkerhedsudstyr i form af røgalarmer, brandslukkere samt førstehjælpskasse til rådighed under udleje af sommerhuset.
Såfremt der er større, igangværende renoveringer, byggestøj eller lignende med støjgener til følge ved forespørgselstidspunktet, har du som vært ansvar for at videreformidle dette til gæsterne, inden du bekræfter bookingen, så gæsterne har mulighed for at forholde sig til, om det omgør deres beslutning for, hvor ferien går hen.
Hvis der efter bekræftelsestidspunktet opstår behov for renovering, har du som vært ligeledes ansvar for at informere gæsterne inden for rimelig tid.
Nøgleudlevering
Du er som udgangspunkt ansvarlig for udlevering af nøgle til gæsten, medmindre der er indgået aftale omkring rengøring og klargøring af sommerhuset med Landfolk, jf. afsnit 4b.
Er det ikke muligt for gæsten at komme ind i huset pga. manglende eller forkert nøgle, og er det ikke muligt at få fat i dig, forbeholder Landfolk sig retten til at tilkalde en låsesmed. Udgifter til dette fratrækkes værtsudbetalingen.
Opladning af elbil
Har du opsat en ladestander til elbil, kan du give gæsten mulighed for at benytte denne. Forbrug til opladning af elbil er ikke omfattet af udlejningsprisen (se punkt 6) og afregnes derfor direkte med gæsten. Hvis gæsten ønsker at benytte ladestanderen, skal denne aftale det med dig inden ankomst.
Er der ingen ladestander opsat til formålet, er det af sikkerhedsmæssige årsager ikke tilladt for gæsten at oplade elbiler i sommerhuset.
Snerydning
Platformen stilles ikke til ansvar for eventuel snerydning forbundet med ankomst til sommerhuset. Værter er forpligtet til at oplyse og stille redskaber til snerydning til rådighed for gæster.
Betalingsbomme
Værten er forpligtet til at oplyse gæsten om eventuelle betalingsbomme, som giver adgang til det lejede sommerhus.
4) Rengøring af sommerhuset
Hos Landfolk er klargøring og slutrengøring af sommerhuset inkluderet i den udlejningspris, der fremgår for gæsterne på Platformen. Ved endt lejeaftale er gæsten forpligtet til at aflevere et pænt og opryddet sommerhus, som beskrevet i guiden her.
Som vært ved Landfolk er det eget ansvar at klargøre pool, jacuzzi, sauna, vildmarksbade eller lign. til gæsters ankomst. Det er som udgangspunkt også værten, der sørger for rengøring heraf efter endt ophold. Prisen for dette fastsætter værten selv og bliver medregnet i den samlede lejeindtægt.
Det er muligt at tilføje information om merudgift af ovenstående, samt hvis faciliteterne kun kan benyttes i specifikke perioder eller sæsoner, til beskrivelsen på din Landfolk-profil. Såfremt der foreligger en merudgift ved brug af faciliteterne, bedes du afstemme med gæsterne, om de ønsker at tilføje dette til bookingen, inden den bekræftes.
Som vært sørger du selv for, at sommerhuset står klar til nye gæsters ankomst og står som udgangspunkt også selv for rengøring af sommerhuset efter hver enkelt lejeaftales afslutning (se vores guide til rengøring her). Du fastsætter selv prisen for slutrengøringen og dermed, hvilket beløb der skal betales af gæsten. Dette beløb vil være inkluderet i den viste udlejningspris. Det samlede beløb for rengøring og lejen, fratrukket Landfolks gebyr, jf. afsnit 6, tilfalder dig som vært.
Rengøringsservice ved Landfolk
Landfolk tilbyder rengøring i udvalgte områder, og det er derfor muligt som vært at indgå en aftale med Landfolk, så Landfolk sørger for rengøring af sommerhuset efter hver lejeaftales afslutning. Ved endt lejeaftale er gæsten forpligtet til at aflevere et pænt og opryddet sommerhus, som beskrevet i guiden her.
Landfolk fastsætter prisen for denne ydelse og dermed, hvilket beløb der skal betales af gæsten. Dette beløb vil være variabelt og indeholdt i den viste udlejningspris. Beløbet tilfalder Landfolk. Læs rengøringsguiden, som fastlægger standarden for Landfolks rengøring. Du kan selv bestille rengøring på Mit Landfolk eller tage kontakt til Landfolk, hvis du ønsker at gøre brug af dette.
Såfremt der ikke finder en ny booking sted med indtjekning samme dag, forbeholder Landfolk sig rettigheden til at udsætte rengøringen til indtjekningstidspunktet dagen efter udtjekning. Denne ændring vil fremgå senest 24 timer før den oprindelige rengøringstid.
Din mulighed for at afbestille slutrengøring, såfremt denne faciliteres gennem Landfolks samarbejdspartner, frafalder 7 dage inden den bestilte ydelse finder sted. Sker afbestillingen ikke rettidigt, hæfter du som vært for udgifter forbundet hermed.
Når dit sommerhus rengøres af Landfolks samarbejdspartner, kan gæsterne på afrejsedagen ikke få rådighed over dit sommerhus uden for afrejsetidspunktet oplyst på bookingtidspunktet.
5) Forsikring
Du er som vært forpligtet til at sikre, at sommerhuset er omfattet af sædvanlige forsikringer i et anerkendt forsikringsselskab, herunder fritidshusforsikring inklusive glas/kumme-, brand- og løsøreforsikring.
Gældende forsikring for danske, norske og svenske værter:
Det er en forudsætning, at du som vært har tegnet en almindelig fritidshusforsikring for sommerhuset og indboet, som minimum omfatter brand, vand og indbrud.
Alle udlejninger foretaget via Landfolk er i tillæg til værternes sædvanlige fritidshusforsikring også dækket af en AllRisk-forsikring leveret af Gjensidige, som er en tillægsforsikring, der skaber ekstra tryghed for både værter og gæster.
AllRisk-forsikringen dækker pludselige tingsskader såsom:
- hærværk forvoldt af gæsten
- skader, hvor gæsten ødelægger ting/løsøre og/eller bygningsdele ved et uheld
- skader, hvor medbragte kæledyr ødelægger ting/løsøre og/eller bygningsdele ved et uheld
- mistet lejeindtægt, hvis en uforudset skade (fx brand, vandskade el. lign.) forhindrer udlejning til bekræftede bookinger
Der vil være en selvrisiko på 1.000 kr. pr. skade, som Landfolk vil opkræve fra gæsten.
Du kan finde de danske forsikringsbetingelser her.
Du kan finde de norske forsikringsbetingelser her.
Du kan finde de svenske forsikringsbetingelser her.
6) Betalingsbetingelser og fastsættelse af udlejningspriser
Du er som vært ansvarlig for fastsættelse af din udlejningspris (dvs. lejepris pr. nat, pris for slutrengøring (hvis du selv har valgt at stå for dette), samt eventuelle forbrugsomkostninger pr. nat til gæstens forbrug af vand, vame og el.
Enhver udlejning via Platformen pålægges et servicegebyr, som tilgår Landfolk. Som vært betaler man ved hver udlejning via Platformen et værtsgebyr til Landfolk på 5% af udlejningsprisen. Dette værtsgebyr tillægges moms og fratrækkes automatisk inden udbetalingen til dig som vært. Der er ikke andre gebyrer, man som vært skal betale for at benytte Platformen. Som vært forpligter man sig til at være bekendt med momssatsen, som er gældende i det land, hvor sommerhuset er beliggende i.
Når du bekræfter gæstens booking af dit sommerhus, indgår du og gæsten en bindende aftale om udlejning af dit sommerhus. Bookingen anses for bekræftet, når gæsten modtager en skriftlig bekræftelse på gæstens angivne e-mailadresse. Landfolk opkræver umiddelbart herefter betaling for udlejningen fra gæsten.
Udbetaling af din værtsindtjening sker inden for 4 bankdage efter hver lejeaftales afslutning. Du kan læse mere om indberetning til SKAT under punkt 17.
I tilfælde af en verserende reklamationssag, forbeholder Landfolk sig retten til at pausere din udbetaling indtil reklamationssagen er afsluttet (se punkt 7).
Udlejningsprisen (inklusiv pris pr. nat, slutrengøring og forbrug) tillægges et gæstegebyr, som oftest vil være 20%, men kan variere fra 10-25% afhængig af forskellige faktorer. Gæstegebyret tillægges moms og betales af gæsten. Gæstens samlede pris vises altid ved check-out, før gæsten sender en bookingforespørgsel. Gæstegebyret tilkommer Landfolk som vederlag for vores services såsom betaling for sommerhusudlejningsforsikring, kreditkortgebyrer, drift og videreudvikling af Platformen, markedsføring, kundeservice og anden support til gæsten. Såfremt gæsten ser prisen i en anden valuta end den gældende valuta i landet, hvor sommerhuset ligger, kursreguleres prisen.
Stiller du som vært dit sommerhus til rådighed til kommercielle foretagender, kan du række ud til Landfolk og blive guidet gennem processen.
Som vært kan du tilmelde dig Landfolks Creator Programme, hvor du har mulighed for at tilbyde en kreatør et gratis ophold i dit sommerhus. På den måde bliver der lavet specifik og autentisk indhold skabt til sociale medier om lige præcis dit sommerhus, som giver dit sommerhus øget synlighed på kreatørens og Landfolks kanaler. Du tilmelder dig i Mit Landfolk, og du kan læse mere om vilkår og betingelser i bilaget.
Administreres dit sommerhus af Landfolk på vegne af dig som vært, kan du læse de gældende betingelser for Managed by Landfolk i bilaget.
Ekstraordinært energitillæg
Når gæsten booker dit sommerhus gennem Landfolk, er det, som bekendt, med forbrug inkluderet i prisen. Vi synes, at de bedste ferier er dem, der slutter ved mindet om den dejligste ferie og ikke den kedelige efterregning – og heldigvis er gæsterne enige. Det kan der dog være en risiko forbundet med, hvis der er usædvanligt store udsving i priser på for eksempel el. Derfor er du som vært under ekstraordinære omstændigheder beskyttet af en mulighed for at tilføje et energitillæg.
Som vært kan du tidligst 21 dage og senest 14 dage før gæstens ankomsttidspunkt, herefter kaldet indsigelsesvinduet, tilføje et energitillæg, hvis der mellem forespørgselstidspunktet og indsigelsesvinduet er sket signifikante prisstigninger i elmarkedet.
Signifikante prisstigninger i elmarkedet defineres som, at gennemsnitsprisen for el i de syv dage, der leder op til indsigelsesvinduet, som minimum er fordoblet i forhold til gennemsnitsprisen for den kalendermåned, som forespørgslen er blevet afsendt i. Priserne hentes udelukkende fra Nord Pool for den zone, som sommerhuset er beliggende i.
Hvis du som vært ønsker at tilføje et energitillæg, skal du kontakte Landfolk, som vil formidle energitillægget til gæsten og arrangere betaling. Gæsten skal underrettes af Landfolk om energitillægget inden for indsigelsesvinduet ved skriftlig meddelelse via gæstens e-mail eller telefonnummer.
Hvis du tilføjer et energitillæg er gæsten, uanset andre vilkår beskrevet i punkt 8, berettiget til at annullere bookingen og få indbetalte beløb refunderet uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter annulleringen. Det er dog en betingelse, at annulleringen meddeles Landfolk inden for 48 timer efter, at gæsten er blevet underrettet om energitillægget. I modsat fald betragtes gæsten som at have accepteret energitillægget.
7) Reklamationer fra gæsten, fejl og mangler
Hos Landfolk bestræber vi os altid på at skabe den bedst mulige ferieoplevelse, og det ligger os meget på sinde, at man som gæst får indfriet de forventninger, man havde til opholdet. Det er vi sikre på, at du som vært også bestræber dig på.
Skulle sommerhuset ikke leve op til gæstens forventninger, skal gæsten kontakte Landfolk inden 24 timer efter ankomsttidspunktet. Hvis vi vurderer, at gæstens reklamation over sommerhuset er berettiget (se punkt 2 og 3), vil vi kontakte dig, og du vil i så fald være forpligtet til at sikre, at forholdet udbedres hurtigst muligt.
Såfremt Landfolk vurderer, at gæsten er berettiget til en forholdsmæssig prisnedsættelse som følge af omstændigheder, der pålægger værtens ansvar, har Landfolk ret til at refundere et forholdsmæssigt afslag i lejeprisen. Dermed bortfalder udbetaling til dig som vært helt eller delvist, uden at du kan gøre et krav gældende over for gæsten eller Landfolk, medmindre omstændighederne udelukkende skyldes Landfolk eller en tredjepart engageret af Landfolk.
Hvis du som vært har en reklamation, er du ligeledes forpligtet til at informere Landfolk om forholdene inden 30 dage efter gæstens ophold er afsluttet. Du skal som vært sende de nødvendige informationer til dispute@landfolk.com.
Der må forventes en kort behandlingstid som følge af evalueringen for eventuelle reklamationer.
8) Ændring og afbestilling
Som en service til gæsterne tilbyder Landfolk 48 timers fortrydelsesret for gæsterne, så en gæst vederlagsfrit kan fortryde en booking inden for 48 timer og dermed få refunderet ethvert betalt beløb. Gæstens fortrydelsesret slutter 48 timer, efter at bookingen er bekræftet af dig eller på ankomsttidspunktet, hvis ankomsttidspunktet er under 48 timer efter din bekræftelse. Fortrydelsesretten bortfalder i tilfælde hvor lejemålet påbegyndes mindre end 72 timer efter, at gæsten har sendt forespørgslen. I dette tilfælde er en booking bindende ved betaling. Dette gælder for både vært og gæst.
Herefter gælder den afbestillingspolitik, som du selv vælger:
Fleksibel
Gæsten kan frit annullere bookingen indtil 14 dage før ankomsttidspunktet og få en fuld refusion. Gæsten kan annullere bookingen indtil 7 dage før ankomsttidspunktet og få 50% af den samlede lejepris refunderet. Annulleringer mindre end 7 dage før ankomsttidspunktet kan ikke refunderes.
Moderat
Gæsten kan frit annullere bookingen indtil 30 dage før ankomsttidspunktet og få en fuld refusion. Gæsten kan annullere bookingen indtil 14 dage før ankomsttidspunktet og få 50% af den samlede lejepris refunderet. Annulleringer mindre end 14 dage før ankomsttidspunktet kan ikke refunderes.
Striks
Gæsten kan frit annullere bookingen indtil 60 dage før ankomsttidspunktet og få en fuld refusion. Gæsten kan annullere bookingen indtil 30 dage før ankomsttidspunktet og få 50% af den samlede lejepris refunderet. Annulleringer mindre end 30 dage før ankomsttidspunktet kan ikke refunderes.
9) Øvrige forpligtelser
Din aftale med Landfolk er ikke-eksklusiv, og du har derfor ret til at udleje dit sommerhus selv eller via andre tredjeparter. Udlejer du dit sommerhus gennem tredjeparter, er du forpligtet til at holde din kalender på Platformen opdateret gennem kalendersynkronisering.
Når dit sommerhus er klar til publicering på Platformen, skal du som vært tilsikre at sommerhusets adresse er korrekt noteret på din sommerhusprofil.
Så længe dit sommerhus er oprettet på Platformen, er du forpligtet til at modtage e-mails fra Landfolk omkring vedligehold af din sommerhusprofil og Platformen generelt.
10) Force majeure
Du har ret til at annullere en lejeaftale, såfremt det viser sig, at du er forhindret i at stille sommerhuset til rådighed i følgende tilfælde, uanset om det kunne forudses ved lejeaftalens indgåelse:
- force majeure, herunder - dog ikke begrænset til - strejker, epidemier, pandemier, krig, natur- og forureningskatastrofer, grænselukning, oversvømmelse eller andre usædvanlige vejrforhold
- brand
- offentlige påbud eller forbud
- tyveri eller anden skade på huset, der gør det ubeboeligt
- død, konkurs, retsforfølgning, eller tilsvarende der umuliggør gennemførelse af lejemålet
Landfolk kan i tilfælde af annullering på baggrund af force majeure bede om dokumentation for ovenstående forhold, der gør lejeaftalen indisponibel.
11) Usædvanlige begivenheder
Hvis du efter indgåelse af den bindende lejeaftale ikke længere kan stille dit sommerhus til rådighed for gæster i tilfælde af en usædvanlig begivenhed gælder følgende:
- Fra bekræftelsestidspunktet og indtil 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 25% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Mellem 30 og 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 50% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Er der mindre end 30 dage til ankomsttidspunktet, er det ikke muligt at ophæve lejeaftalen.
Beløbet afregnes direkte med Landfolk og bruges til at genhuse gæsten i et andet sommerhus. Såfremt betalingen ikke sker rettidigt, opkræves denne af en ekstern samarbejdspartner.
Landfolk kan i tilfælde af annullering på baggrund af usædvanlige begivenheder bede om dokumentation for ovenstående forhold, der gør lejeaftalen indisponibel.
12) Salg af dit sommerhus
Du er som vært forpligtet til at kontakte Landfolk, så snart dit sommerhus sættes til salg. Hvis du efter indgåelse af den bindende lejeaftale ikke længere kan stille dit sommerhus til rådighed for gæster i tilfælde af salg af sommerhus, gælder følgende:
- Fra bekræftelsestidspunktet og indtil 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 25% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Mellem 30 og 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 50% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Er der mindre end 30 dage til ankomsttidspunktet, er det ikke muligt at ophæve lejeaftalen.
Beløbet afregnes direkte med Landfolk, og bruges til at genhuse Landfolks gæster i et andet sommerhus. Såfremt betalingen ikke sker rettidigt, opkræves denne af en ekstern samarbejdspartner.
Det er altid en mulighed at lade de nye ejere overtage de allerede indgåede og bindende lejeaftaler, samt også at fortsætte udlejen på Platformen. Såfremt, at de nye ejere overtager bookingerne, indgår og accepterer de lejeaftalerne ud fra de pågældende lejebetingelser.
13) Landfolks ansvar
Landfolk driver Platformen med det formål at formidle udlejning af sommerhuse mellem gæster og værter. Landfolk er ikke part i den lejeaftale, som du indgår med gæsten via vores Platform, og påtager sig derfor intet ansvar for denne.
Landfolk indestår ikke for Platformens tilgængelighed eller funktionalitet, der kan blive påvirket af eksempelvis IT nedbrud, softwarefejl, opdateringer mv. Du har dog altid mulighed for at slette din sommerhusprofil på Platformen, hvis Platformen ikke fungerer tilfredsstillende.
Landfolk er i øvrigt ikke ansvarlig for indirekte tab.
14) Klagemulighed
Gælder danske værter
Du har mulighed for at indbringe en eventuel tvist med gæsten for Ankenævnet for feriehusudlejning, Amagertorv 9, 2., DKK-1160 København K. Yderligere information om Ankenævnet findes her.
Alternativt kan EU-kommissionens online klageportal anvendes ved indgivelse af klage.
Gælder norske værter
Du har mulighed for at indbringe en eventuel tvist med gæsten gennem Klagenemndssekretariatet.
Gælder tyske værter
Du har mulighed for at indbringe en eventuel tvist med gæsten gennem EU-kommissionens online klageportal.
Gælder svenske værter
Du har mulighed for at indbringe en eventuel tvist med gæsten gennem SCC Arbitration Institute.
Alternativt kan EU-kommissionens online klageportal anvendes ved indgivelse af klage.
15) Databeskyttelse
Når du opretter og benytter din Landfolk-sommerhusprofil behandler vi visse personoplysninger om dig. Du kan læse nærmere om vores behandling af dine personoplysninger og dine rettigheder i vores persondatapolitik, der kan læses her.
16) Billeder og lignende på Platformen
Vi opfordrer til, at du uploader billeder af dit sommerhus på vores Platform.
Hvis du uploader egne billeder, indestår du for, at Platformen må bruge disse billeder og at disse ikke tilhører tredjeparter. Samtidig accepterer du, at vi må bruge de billeder, som du uploader, til markedsføring af vores Platform.
Ved brug af Platformen accepterer du, at vi må tage billeder af dit sommerhus til brug for markedsføring af sommerhuset og Platformen.
Sommerhusbeskrivelser, profiltekster og billeder taget af Landfolk, eller fotografer engageret af Landfolk, tilhører os, og må ikke bruges uden vores skriftlige tilladelse.
Landfolk er til enhver tid berettiget til at fjerne dine billeder på Platformen.
17) Skat
Gælder danske værter
Landfolk er registreret som udlejningsbureau, og du har derfor ret til et skattefrit bundfradrag i forbindelse med dine udlejninger. Du kan finde de gældende skatteregler her.
Indberetningspligten påhviler Landfolk, og det betyder, at vi én gang årligt indberetter din bruttolejeindkomst for udlejninger via Landfolk til SKAT.
Som vært er du ansvarlig for at opfylde de gældende forpligtelser, der måtte være til at indberette dine lejeindtægter forbundet med udlejning.
Har du kun ejet sommerhuset en del af året, skal du selv indberette det skattepligtige beløb til SKAT.
Gælder norske værter
Om lejeindtægter er skattefrie eller skattepligtige afhænger af, hvilken type af ejendom du lejer ud, hvor meget du lejer ud, og hvordan ejendommen benyttes. Du kan finde de gældende skatteregler her.
Indberetningspligten påhviler Landfolk, og det betyder, at vi én gang årligt indberetter din bruttolejeindkomst for udlejninger via Landfolk til Skatteetaten.
Som vært er du ansvarlig for at opfylde de gældende forpligtelser, der måtte være til at indberette dine lejeindtægter forbundet med udlejning.
Gælder tyske værter
Indberetningspligten påhviler Landfolk, og det betyder, at vi én gang årligt indberetter din bruttolejeindkomst for udlejninger via Landfolk til Finanzamt.
Som vært er du ansvarlig for at opfylde de gældende forpligtelser, der måtte være til at indberette dine lejeindtægter forbundet med udlejning.
Som vært er du forpligtet til at betale/indberette den lande-gældende momssats, som er afhængig af, i hvilket forbundsland dit sommerhus ligger.
Gælder svenske værter
Indberetningspligten påhviler Landfolk, og det betyder, at vi én gang årligt indberetter din bruttolejeindkomst for udlejninger via Landfolk til Skatteverket. Du kan finde de gældende skatteregler her.
Som vært er du ansvarlig for at opfylde de gældende forpligtelser, der måtte være til at indberette dine lejeindtægter forbundet med udlejning.
Som vært er du forpligtet til at betale/indberette den lande-gældende momssats.
18) Opsigelse
Du er til enhver tid berettiget til at slette din sommerhusprofil på vores Platform. Dette kan du gøre ved at skrive til din kontaktperson i Landfolk eller support@landfolk.com. Såfremt du på dette tidspunkt har en uafsluttet eller kommende lejeaftale(r) i kalenderen, vil sletningen træde i kraft efter den sidste lejeaftale er afsluttet.
Ønsker du ikke at stille dit sommerhus til rådighed for gæster ved allerede indgåede og bindende lejeaftaler, gælder følgende:
- Fra bekræftelsestidspunktet og indtil 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 25% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Mellem 30 og 90 dage før ankomsttidspunktet hæfter du som vært for 50% af bookingsværdien (inkl. Landfolks servicegebyrer).
- Er der mindre end 30 dage til ankomsttidspunktet, er det ikke muligt at ophæve lejeaftalen.
Beløbet afregnes direkte med Landfolk og bruges til at genhuse Landfolks gæster i et andet sommerhus. Såfremt betalingen ikke sker rettidigt, opkræves denne af en ekstern samarbejdspartner.
19) Lovvalg og værneting
Enhver tvist eller ethvert krav opstået i forbindelse med en lejeaftale, eller misligholdelse eller ugyldighed heraf, er underlagt dansk ret, idet der ses bort fra de danske lovvalgsregler.
Værneting er Retten i Aarhus.