Efterårsferie i Odsherred: 6 events i efterårslandet, du ikke må gå glip af

Kunstdage, høstmarked, lysdryp og fortællinger i bålets skær. Vi har samlet seks aktiviteter, I ikke må gå glip af, når sommeren går på hæld, og Odsherreds istidsbakker indhylles i efterårets varme farver.

Skoven står i et virvar af højrød, orange og lysebrun, og luften bliver sprød og frisk. Det er efterårsferie; tid til at rykke sammen om gode bøger, simreretter, brætspil og lange gåture. Sommerhusferien er perfekt til at samles om kreative sysler indendørs, men I må ikke snyde jer selv for en tur ud i Odsherreds efterårsland til hyggelige udflugter med hele familien, kulturperler med vennerne eller særlige stunder med én, du holder af.

Vær med, når der males, drejes ler og pustes glas

Odsherred var engang hjem for en kunstnerkoloni, der indfangede bakkernes særlige lys og skønhed i deres værker. Det hyldes til Kunstdage i efterårsferien, hvor godtfolk og kunstinteresserede inviteres til at gå på opdagelse blandt udstillinger, arbejdende værksteder og gallerier i Odsherreds istidsbakker.

Så tag blot venner og familie under armen, tag appen med i lommen, og læg jeres egen rute rundt blandt Odsherred udøvende kunstnere, der sætter penselstrøg, drejer ler og blæser glas i uge 42. Måske kommer I endda hjem til sommerhuset med et helt unikt stykke kunst under armen.

Tag til høstfest, og kår Danmarks bedste gulerod

Lammefjorden er kendt for sine smagfulde grøntsager dyrket på den tidligere fjordbunds næringsrige dyndjord. Og i efterårsferien sætter UNESCO Global Geopark Odsherred de sprøde grøntsager fra Odsherred i højsædet med mad- og høstfestivalen Grand Cru.

På programmet er den traditionsrige Grand Cru-kåring af året bedste gulerod, og så kan I glæde jer til smagsprøver fra Odsherreds skatkammer af råvarer hos gårdbutikker og madproducenter spredt rundt i istidsbakkerne. Få blandt andet vejrbidte kinder på Besøgsmarken, hvor I kan plukke friske grøntsager med hjem til aftensmaden i sommerhuset. Eller tag kæresten eller vennerne med til vinsmagning hos Vejrhøj Vingård i Fårevejle, og smag jer gennem gårdens otte forskellige sorter, der er formet af vind og vejr.

Forvild jer ind i mørket til litteraturfestival

Træd med ind i efterårets tusmørke, når Anneberg Kulturpark inviterer til ny litteratur- og fortællefestival fra den 15.-22. oktober. ’Ind i mørket’-festivalen byder på besøg fra forfattere som Knud Romer, Anna Grue og Dy Plambeck og blænder op for fortællinger med udgangspunkt i psykiatrien i kulturparkens gamle sindssygehospital.

Tag også til festivalens ’Fortællinger i brand’ rundt ved Odsherreds naturperler som Veddinge Bakker og Ulkerupsjælene, hvor I får sagn og eventyr serveret til aftenkaffen i bålets skær.

Most æbler på Malergården

Efteråret er de dybrøde farver og æblernes tid, og den 19. oktober inviterer Malergården hele familien til Moste- og Tegnedag i efterårets tegn. Tilbring en frisk efterårsdag med at samle æbler fra havens gamle æbletræer, moste dem og – selvfølgelig allervigtigst – smage på den friskpressede most. Bagefter kan I slå jer ned i Malergårdens Kunstskole, hvor billedkunstner Annemarie Jepsen guider børn og barnlige sjæle udi tegnekunsten.

Snyd heller ikke jer selv for et kig rundt på museet, som engang var hjem for den farverige kunstnerfamilie Swane. Museet åbner et vindue til Swanernes liv, kunstnervirke og deres drømme om at forvandle Malergården til et selvforsynende landbrug, et kunstneratelier, et familiehjem og et fristed midt i naturen.

Forsyn jer i naturens spisekammer

Naturen er et gratis spisekammer, og i Odsherreds fine efterårslandskaber kan I selv forsyne jer til langsomme middage i sommerhuset. Pluk blandt andet skovsyre, urter og selvfølgelig svampe, der pibler frem i skovbunden i efteråret.

Fire dage i efterårsferien kan I tage på svampepluk med en naturvejleder, der guider jer til, hvilke svampe der er særligt gode at spise. Medbring blot en kurv, kniv og også gerne en lille børste eller pensel. Billetter til voksne koster 120 kroner, mens børn under 12 år kan komme gratis med på turen.

Dyp jeres egne lys, og høst kæmpegræskar hos Kastanielys

Efteråret er tid til at tænde stearinlys og putte sig under tæpperne, og hvilke lys er bedre til det end dem, I selv har dryppet? Sæt kursen mod Sjællands Odde og lysestøberiet Kastanielys, som har åbent hver dag i efterårsferien til dryp-selv og andre (u)hyggelige aktiviteter.

I kan for eksempel prøve kræfter med at dryppe hvide lys eller farve lys i jeres yndlingsfarver. I markerne kan I plukke jeres eget halloween-kæmpegræskar, og i Kastaniealléen lige ved butikken kan I samle kastanjer – perfekt til en hyggelig eftermiddag i sommerhuset med kastanjemænd og græskarskæring. Husk blot det praktiske fodtøj til en tur i markerne.

Lystfiskeri i Sejerøbugten, vandreture i istidslandskabet, og gårdbesøg i bløde bølgende bakker. Lad dig inspirere til din næste sommerhustur med vores skønne sommerhuse i Odsherred.

Sara Maarup Thomsen
Skrevet af Sara Maarup Thomsenoktober 2022

    Få adgang til medlemsfordele. Tilmeld dig i dag.

    Tilmeld dig vores eksklusive gratis

    Book vores nyeste sommerhuse før alle andre

    tips og inspiration til din næste ferie

    Landfolk Club