Aktiv ferie på Djursland: 4 aktiviteter i Djurslands natur

Banker dit hjerte for soft outdoor og aktive oplevelser i naturen? Så er Djursland det perfekte sted at tage på sommerhusferie for dig og familien. Her er der rig mulighed for fede aktiviteter i naturen, der giver energi og livsglæde. Vi har sammensat en guide med 4 aktiviteter, hvor I både får pulsen op, vind i håret og kommer helt ned i gear.

På vandretur i det særprægede istidslandskab

Djursland er fyldt med spændende og flotte vandreruter for hele familien. I finder både korte ture til jer, der har barnevogn med eller hvor der skal tages hensyn til de små ben, og til jer der er garvede vandrere og ikke har noget imod at få lidt sved på panden. En vandretur i skoven eller langs vandet er en oplagt familieaktivitet, når man er på sommerhusferie. Her kommer sanserne rigtigt i spil, og det bedste ved det hele er, at det er gratis. Det kræver blot, at I lægger hovedet i blød og lader fantasien overtage planlægningen. I kan dog også vælge at følge en af de mange opmærkede vandreruter, som fx den populære Mols Bjerge-sti, som er en 60 km lang international certificeret vandresti i National Park Mols Bjerge langs Djurslands nordkyst.

I Mols Bjerge finder I flere steder med bålpladser langs stien, hvor I kan nyde den medbragte madpakke eller grille aftensmaden. Medbring en pakke skumfiduser og find en håndfuld spidse pinde, og få et uforglemmeligt øjeblik med familien.

Tag på cykelopdagelse og få vind i håret

Djurslands varierende landskab med bløde bakker, smukke kyststrækninger og snoede stier, lægger i høj grad op til cykelopdagelse, hvor alle sanser kommer i spil. En tur på den tohjulede er en fantastisk måde at opleve Djurslands omskiftelige landskab på. På cykel kan I rigtigt komme rundt og opleve meget på bare en enkelt dag. Djursland er fyldt med spændende og flotte cykelruter. Her er der både ruter, hvor I får vinden i håret, pulsen op og masser af motion, men også ruter hvor I kan koble fra og bare nyde den flotte natur og hinanden.

Mulighederne for cykeloplevelser på Djursland er med andre ord mange, og der er noget for enhver smag. Tag eksempelvis på cykeltur langs kysten og nyd den betagende havudsigt, mens I mærker den friske havvind i ansigtet. Er I til mountainbike-ture, skal I tage til Grenaa Plantage, hvor I finder Danmarks fladeste singletrack-rute i den tekniske udfordrende, men yderst smukke plantage.

Vi lover, at det er en dejlig følelse, når roen og trætheden indfinder sig efter en aktiv dag på jernhesten, og I vil med garanti nyde den ventende middag med et godt glas vin hjemme i sommerhuset.

Nyd roen, stilheden og hinandens selskab

Lystfiskeri er en af de udendørsaktiviteter, hvor I kan lade skuldrene sænke sig, komme ned i tempo og bare fokusere på at nyde hinandens selskab. Den friske havluft og stilheden giver fornyet energi og overskud, som kan være tiltrængt i en travl hverdag.

Kysten rundt om Jyllands næse, Djursland, byder på en lang række fantastiske fiskepladser, hvor I kan fange aftensmaden mens I nyder naturen, eller bare koble af, finde roen og nyde stilheden ved vandet. I kan både fiske direkte fra stranden, fra en af havnene eller i en af Djurslands mange søer. En af de mest populære fiskepladser er ved Fornæs tæt ved Grenaa. Fiskepladsen ved Fornæs er Jyllands østligste punkt og er kendt for at levere mange – og store – fisk. Pladsen er lettilgængelig med parkeringsplads lige ved Fornæs Fyr. Det store, øde område omkring fyret er i øvrigt perfekt til en spadseretur, hvis I vil have en pause fra fiskeriet. Her bliver tunge tanker bogstaveligt talt blæst væk af den friske havvind. Langs kysten kan man desuden ofte være heldig at se både marsvin og sæler.

Et andet godt fiskespot på Djursland finder I ved bunden af Aarhus Bugt ved Hestehaven ud mod Kalø Vig. Her kommer det dybe vand tæt under land og der er gode muligheder for at fange bl.a. havørreder om foråret. Har I ikke held ved Hestehaven kan I altid skifte position og gå en tur til Kalø Slotsruin, som ligger tæt ved Hestehaven. Her finder I massere af lækkert fiskevand og en yderst smuk natur langs Danmarks længste middelaldervej, som blev anlagt samtidig med opførslen af slottet.

Oplev Syddjurs smukke natur fra vandet

Er I til aktiviteter ved vandet med lidt mere fart over feltet, er Djursland det helt perfekte sted at holde ferie. Med vand næsten hele vejen rundt samt talrige søer, åer og vandløb, er Djursland en oplagt destination for jer, som er til aktive ferieoplevelser i vandet. På halvøen finder I nemlig mange kystnære strækninger med roligt vand som er nemt at besejle for både børn og voksne.

Der er flere strækninger langs kysten som er velegnet til både kajaksejlads, paddle-boards / SUP boards, windsurfing og kitesurfing. Den lille hyggelige bugt, Begtrup Vig, mellem Tved/Skødshoved-halvøen og Helgenæs-halvøen, er et helt perfekt sted at stå på SUP boards – især i den inderste del af vigen, hvor vandet er lavt. I kan leje SUP boards i Ebeltoft.

De mange indskårne bugter og vige, særligt langs den sydlige del af Djurslands kyst, er også ideelle til havkajaksejlads. Her kan I mærke havets friske vind i ansigtet, mens I nyder Syddjurs’ smukke natur, som bestemt ikke tager sig ringere ud fra vandsiden.

Find flere lokale anbefalinger fra vores lokale Landfolk-værter i vores guide til sommerhusferie på Djursland.

Jacob Albæk Lund
Skrevet af Jacob Albæk Lundaugust 2022

    Få adgang til medlemsfordele. Tilmeld dig i dag.

    Tilmeld dig vores eksklusive gratis

    Book vores nyeste sommerhuse før alle andre

    tips og inspiration til din næste ferie

    Landfolk Club