Landfolk anbefaler: 6 gode podcasts til sommerhusturen
Dramatiske fortællinger, historiske vingesus eller skæbnesvangre dilemmaer. Her er vores 6 anbefalinger til podcasts, du kan lade dig rive helt med af.
Vi lytter mere og mere til podcasts – faktisk er det i dag hele 27 procent af os danskere, der lytter til podcasts ugentligt. De kan nemlig noget helt særligt. Som en lydbog kan de prikke intellektuelt til én, men de kan også være små fortryllende lydfortællinger fulde af musik eller stemningslyde, der vækker sanserne.
Herunder har vi samlet vores bedste anbefalinger til de podcasts, vi selv har elsket at lytte til i Landfolk. Nogle af dem er dygtigt snedkererede lydfortællinger, der underholder og pirrer sanserne, mens andre er samtalebaserede podcasts, der udvider din horisont med viden eller tematikker, der trykker på følelserne.
Fælles for dem alle er, at du kan fordybe dig helt i dem.
1. Familieintriger, jetsetliv og selvransagelse
Mors Afskedsbrev. Undersøgende, dramatisk, lydfortælling
Hvad får en 67-årige kvinde til at efterlade et afskedsbrev så bittert, at hendes sønner ikke taler om det i 18 år efter hendes død? Det sætter P1-journalist Adrian Hughes sig for at undersøge i denne stærke podcast fortalt med en god portion selvironi og en lydside så levende, at det er svært at lægge den fra sig. Kvinden er Adrian Hughes mor, og ind væves i den vilde fortælling ikke blot Hughes selv, men detaljer om hans nære såvel som afdøde familie, som overgår fantasien. Til lyden af glimtende Sufjan Stevens-toner fortolker Ghita Nørby den bitre mors sidste ord, og frem i afsnittene vælter den ene slibrige detalje efter den anden, der giver lytteren et overraskende smugkig ind i det tyvende århundredes københavnske jetsetliv.
2. Lad Esther Perrell klæde dig på til livets udfordringer
Where Should We Begin? Indsigtsfuld, relationer, samtale
‘Where Should We Begin?’ er guldkorn til dit parforhold og andre relationer. Værten, belgiske Esther Perel, er psykoterapeut og forfatter – og klog, vittig og indsigtsfuld, mens hun guider mennesker igennem forhindringer i deres liv. Som kun få ellers gør formår hun på fineste vis at reflektere over sin egen rolle i terapien og over, hvordan hun kunne have håndteret situationer anderledes, og i kombination med de spændende emner gør det denne podcast virkelig lytteværdig.
3. Når du vil nørde (glemt) historie
Kvinde, Kend din Historie. Ekspertviden, udvid din horisont, samtale
Historiker Gry Jexen er skaberen af denne podcast, der i 2020 vandt Center for Podcastings pris for Årets Nørderi. Prisen gives til en podcast, der “har formået at udfolde et særligt emne på indlevende vis, så det ikke kun er kernemålgruppen, der har lyst til at lytte med” – og her melder vi os enige.
Podcasten dykker ned i verdenshistorien og trækker de betydningsfulde historiske kvinder frem i lyset, som tidligere har været overset. Og det gælder ret mange, idet sølle 0,5 procent af den samlede nedskrevne historie handler om de betydelige kvinder, der ellers fortjener lige så meget plads som deres mandlige modstykker. Historisk præcision er i højsædet når Gry Jexen i selskab med en gæst hylder de oversete historier. Podcasten springer ud af en bog af samme navn, ligesom Gry Jexen også driver profilen @kvinde_kend_din_historie på Instagram.
4. En provinsiel spændingsfortælling
21 Roser. Spænding, baseret på virkelige hændelser, lydfortæling
‘21 Roser’ er skabt af de danske podcast-pioneerer Third Ear, som efter vores mening spinder guld af alt, hvad de kommer i nærheden af. De mest populære af deres podcasts tæller blandt andet ‘Kvinden med den tunge kuffert’ og ‘I forhold med’, mens podcasten ‘21 Roser’ efter vores mening er undervurderet.
Seriens omdrejningspunkt er en rigtig kriminalsag fra slut-halvfemserne om en uskyldig skurvogn, telefonaflytning på bånd og det, der skulle have været et nemt job. På klassisk Third Ear-vis bygges fortællingen op med så meget spænding, at det er svært at lægge den fra sig, og med de provinsielle omgivelser og overraskende humoristiske drejninger skiller den sig ud fra mange af de typiske ‘true crime’-podcasts, du måske kender. Her er altså fare for nogle gevaldigt lange gåture.
5. Om forhold, fødsler og alt ind imellem
To The Moon, Honey. Reflekterende, personligt, samtale
‘To The Moon, Honey’ er egentlig mere end en podcast – det er et fællesskab for kvinder og mødre eller moms-to-be skabt af værterne Bea Fagerholt og Liv Winther, og det kan mærkes på podcasten. Afsnittene indbyder nemlig lytteren til et fællesskab, hvor der kan tales om alt det, vi måske ikke er så vante til at tale om i forhold til forældreskabet. Podcasten byder på reflekterende samtaler mellem værterne og deres gæster i studiet, der som oftest er markante personer som deler ud af deres egne personlige oplevelser med forhold, fødsler, graviditet og familieliv.
6. Er der håb derude?
Er Håbet Stadig Grønt? Udvid din horisont, fascinerende, samtale
P1-podcasten ‘Er Håbet Stadig Grønt?’ er oplagt at putte i ørerne på den lange gåtur i naturen. Her undersøger vært Alberte Clement Meldal menneskets forhold til naturen og starter ved den lettere håbløse mission, det er at overbevise hende selv om, at der er håb for netop det forhold. “Jorden ommer til at grille eller oversvømme os alt efter, hvad der passer den,” lyder hendes stemme i første afsnit. Mennesker har været for grådige, og som resultat følger total udslettelse i fremtiden – så er der overhovedet håb forude? Til at hjælpe hende med det spørgsmål har hun bioetiker Mickey Gjerris og andre gæster i studiet, og med en veltilrettelagt lydside er her en podcast, der både underholder, inspirerer og udvider din horisont.
Skrevet af Nina Lykke
februar 2022





