Nøglen til den gode gæsteoplevelse
I Landfolks nye nøglering mødes kvalitet og kreativitet. Skabt i tæt samarbejde med den aarhusianske lædermager Niels Bjerre og formet af vegetabilsk garvet læder, forener nøgleringen funktion og æstetik. Fra første berøring skaber den en særlig forbindelse til sommerhuslivet.
Det er en blæsende og kold dag, da vi triller med vores ladcykel fra Landfolks hovedkontor ned til Latinerkvarteret i hjertet af Aarhus. Vi er på vej til at besøge lædermageren Niels Bjerres værksted, A Bjerre Studio, der gemmer sig i en gammel staldbygning i en af byens ældste baggårde. Her oser atmosfæren af kreativitet, og det rustikke værktøj vidner om, at godt håndværk er i fokus.
Niels tager imod os med et smil og fører os op ad en vakkelvorn trappe, hvor vi passerer flere små atelierer. I hans værksted mødes vi af duften af nænsomt garvet læder og synet af en arbejdsbænk fyldt med værktøj og materialer. “Jeg har lige noget, jeg vil vise jer,” siger han og holder en smuk, mørkegrøn læderstrop op i lyset.
En nøglering, der fortæller historier
Læderstroppen er det bærende element i Landfolks nye nøglering – en nøglering, som hverken er masseproduceret eller tilfældig. Den minimalistiske og tidsløse formgivning er resultatet af et tæt samarbejde mellem Niels og Landfolks co-founder og Head of Design, Lars Kloster Silkjær.
“Nu mangler vi bare jeres logo,” forklarer Niels, mens han viser os et speciallavet messingstempel. Ved hjælp af en hånddrevet prægemaskine bliver logoet nænsomt presset ind i det glatte læder – én nøglering ad gangen. Resultatet er en nøglering, der ikke blot er funktionel, men som også tilbyder en taktil oplevelse, der inviterer til berøring og skaber en personlig forbindelse til sommerhuslivet.
Langsomt håndværk og nordisk inspiration
Hver nøglering kræver tålmodighed og opmærksomhed. Processen starter med, at Niels skærer læderet ud ved hjælp af en håndtegnet skabelon. Herefter præges logoet ind, og stroppen samles med en sølvfarvet nøglering ved hjælp af en robust nitte.
“Et godt produkt handler om at fremhæve materialets naturlige egenskaber. Jo mindre man forarbejder det, jo bedre bliver det.”
Materialerne er nøje udvalgt. Læderet kommer fra Tärnsjö Garveri i Sverige, der med sine dybe rødder i nordisk håndværkstradition producerer vegetabilsk garvet læder af højeste kvalitet. Den mørkegrønne farve leder tankerne mod de nordiske skove og skovsøernes dybe ro. “Et godt produkt handler om at fremhæve materialets naturlige egenskaber,” forklarer Niels. “Jo mindre man forarbejder det, jo bedre bliver det.”
En nøgle til en unik gæsteoplevelse
Nøglen er det første fysiske møde, dine gæster har med dit sommerhus. Og med en Landfolk-nøglering i hånden bliver denne oplevelse ganske unik. Når de tager de kolde nøgler op fra nøgleboksen, er det en særlig oplevelse at mærke nøgleringens bløde læder, som hurtigt bliver varmt i hånden. Hver gang nøgleringen på denne måde får et kram fra dig eller dine gæster, patineres den langsomt. Et symbol på sommerhusets værts- og gæsteskab – en fysisk påmindelse om de lykkelige stunder, stedet har skabt.
Oplevelsen starter allerede ved døren
Ligesom Landfolks håndplukkede sommerhuse er nøgleringen skabt med omhu og respekt for materialet. Den repræsenterer den samme kvalitet, der gennemsyrer alle aspekter af Landfolk-oplevelsen – fra den første nøgle i hånden til hilsen i gæstebogen. Med sit grove hør-cover og kraftige sider byder gæstebogen også på en helt særlig taktil oplevelse, der gør gæstens farvel til sommerhuset til en del af historien.
Hos Landfolk er detaljerne aldrig tilfældige. Vi gør os umage for at skabe en sammenhængende og gennemført gæsteoplevelse, hvor hver detalje – fra nøglering til gæstebog – spejler den kærlighed og omhu, der ligger i sommerhuslivet og netop dit elskede fristed.