Få naturskønne oplevelser på ferieøen Anholt
Midt i Kattegats blå bølger ligger der en ø, der med sine klitter og strande byder velkommen til nærvær og ro – nemlig øen Anholt.
Når sommeren banker på døren, er det en tid, hvor de fleste har brug for at koble af. Det er en tid, hvor familien og venner samles, og hvor sommernætter kan føles som om, at de aldrig helt ender. Måske samles man om bålet en stjerneklar nat eller tilbringer hele dagen på stranden. Uanset, hvad man er til, er der masser af oplevelser på Anholt, som kan gøre din sommer uforglemmelig.
Anholts havnemiljø
Når du tager i et Landfolk-sommerhus på Anholt, kan du for alvor få lov til at opleve øen og alt, hvad den har at byde på. På den måde har du en base, hvor du blandt andet kan købe fisk og skaldyr fra havnen og tilberede en middag til hele familien i dit eget tempo. Anholt er faktisk kendt for deres særlige havnemiljø, hvor man tidligt om morgenen kan opleve fiskekuttere komme ind med friske råvarer. Du kan også få en kaffe på havnens lokale kaffebar, mens du nyder morgens solstråler.
Ikke nok med, at havnen er hjem for fiskekuttere og lystsejlere, er det også et sted, hvor du kan leje cykler fra. Det er også den ideelle måde at se og opleve Anholt på, da øen ikke er større end 22 kvadratkilometer. Du kan cykle fra Anholt Havn til Anholt Fyr, som er i hver sin ende af øen, på ca. 30 minutter.
Muligvis de bedste strande og det bedste badevand
Selvom det nok i sidste ende er en smagssag, så er det ingen hemmelighed, at du kan opleve nogle af de bedste badestrande på Anholt. Iblandt klitter og hvidt sand kan du bruge hele dagen på at slikke sol, bade i havet og nyde synet af den store sandørken, også kaldet ’Ørkenen’, der bedækker Anholt.
Hvis du ikke er typen, der nyder ren afslapning på stranden, kan du tage forskellige aktiviteter med, som du nemt kan have med på din sommerhustur. Hvis bare du har en lille skovl og lidt god fantasi, kan du bruge dagen på at bygge sandslotte. Du kan også tage et spil strandtennis med, da det heller ikke fylder særlig meget, når det kommer til at pakke ferietasken. Eller du kan læse vores anbefalinger til gode podcasts eller bøger, som du kan fordybe dig i på sommerhusturen. Så kan du både nyde det varme sand, de blå bølger og skæbnesvangre dilemmaer eller sjove historier på én og samme tid.
Kitesurfing og Ibiza-stemning
I uge 30 på Anholt kan du opleve det såkaldte Kitetræf, hvor kitesurfere camperer, hygger sig og fester. Blot 500 meter fra selve campingområdet er der ofte fester i ægte strandfeststil, som var man taget på ferie til Ibiza. Og tag ikke fejl, du kan måske et øjeblik godt glemme, at du rent faktisk er i Danmark og ikke på en spansk ferieø. Du kan sagtens tage til Kitetræf selvom du er total nybegynder, da det er åbent for alle.
Ørkenvandring
På Anholt kan du komme ud at vandre i Nordeuropas største lavhede, bedre kendt som Ørkenen. Landskabet er kendt for klitter, lange strande og bevoksninger af blandt andet evighedsblomster og ulvefod. I den yderste spids af Ørkenen kan man komme ud til Totten. Området her er totalfredet, da der hvert år opholder sig op til 1200 sæler. Man kan se disse sæler fra Anholt Fyr, der i sig selv også er en seværdighed.
Fyret blev i første omgang opført i 1560 som et af Danmarks første og senere igen udskiftet i 1785, som er det nuværende fyr.
Sommerhus i ro og mag
Når hverdagen trænger sig ind under huden på en og føles altomsluttende, kan en god løsning være et sommerhus. Her får man mulighed for at koble helt af og lave lige det, man selv har lyst til i anderledes, men samtidigt hjemmelige omgivelser. Sommerhuse på Anholt har en særlig charme, da øens boforhold gør, at man har natur lige uden for dørtrinnet, men samtidig kan opleve menneskesummen og liv. Du kan om aftenen nyde en stjernehimmel, der sjældent ses i Danmark, da øen ikke forstyrres af lysforurening fra byerne. Og måske er du endda så heldig at opleve et stjerneskud.