Guide: Udforsk Provence og den Franske Riviera
Provence og den Franske Riviera føles mest af alt som et levende postkort, hvor charmerende landsbyer ligger som små perler i det bakkede landskab. Et område der er et sandt paradis for både vinelskere, entusiastiske genbrugsjægere og alle der drømmer om lange sandstrande i det sydlige Frankrig. I denne artikel guider vores franske kollegaer dig blandt andet gennem de smukkeste områder man kan bo i, familieejede vingårde og steder at lede efter unikke genbrugsfund.
Her skal I bo
Når du skal finde din base for ferien, handler det om at matche området med den måde du nyder at holde ferie på. Så om du drømmer om at kunne hente morgenbrød lige om hjørnet fra jeres hjem eller hellere ønsker at have bjergene som nærmeste nabo, så guider vi dig til det helt rette sted for jer. Herunder kan du gå på opdagelse i vores favorit områder i Provence og ved Den Franske Riviera, så du kan finde det sted, der skal danne rammen for dine næste ferieminder.
-
Lourmarin, Bonnieux og Gordes ligger i hjertet af Provence og er perfekte for dig, der søger idylliske landsbyer langt oppe i bjergene. Gå på opdagelse i byernes solbeskinnede små stræder med lokale butikker og cafeer, og nyd udsigten over de bakkede, gyldne landskaber.
-
Saint-Rémy-de-Provence er en historisk perle, kendt for sine imponerende romerske ruiner og kunstneriske rødder - det var her Van Gogh malede nogle af sine ikoniske værker. Byen tilbyder en skøn kombination af kultur og historisk charme, og er helt ideel for dig der ønsker at opleve den Provencale livsstil.
-
Côte d'Azur - den Franske Riviera strækker sig fra Monaco, Nice og Cannes hele vejen til Toulon og Marseille og gemmer på nogle af Sydfrankrigs smukkeste afkroge. Tag hertil for solen, de friske skaldyr og de bjergtagende strande – og bliv for det langsomme tempo, cykelturene langs kysten og de lange lune aftener.
-
Aix-en-Provence er for dig, der drømmer om langsomme morgener på det lokale marked og lange frokoster på byens solrige torve. Her kan du både fare vild i de historiske gader og finde roen i det omkringliggende bakkede landskab – den perfekte balance mellem det charmerende byliv og det landlige idyl. Gå på opdagelse i vores udvalg af unikke ferieboliger i nærheden af Aix-en-Provence.
-
L’Isle-sur-la-Sorgue er kendt som Provence' svar på Venedig med sine mange lysegrønne kanaler, historiske vandmøller og charmerende små caféer langs vandkanten. Byen er et sandt paradis for dig, der elsker at gå på opdagelse på antikmarkeder eller blot ønsker et afslappende ophold i idylliske omgivelser.
-
Landsbyerne i Luberon – Roussillon, Ménerbes og Oppède-le-Vieux er små, charmerende perler, der ligger smukt placeret på bjergsiderne. Her er det oplagt at gå på opdagelse i byernes smalle gader, eller blot nyde udsigten over de rødlige okkerklipper som området er kendt for. Det er den ideelle destination for dig, der søger den stille og autentiske side af Provence.
Gå på opdagelse i alle vores håndplukkede ferieboliger i Provence.
Her skal I spise
Smag på Provence’ vidunderlige landlige køkken, der er rodfæstet i solmodne grøntsager, kraftfulde retter og middage man deler med hinanden. Kærligheden til mad skinner tydeligt igennem hos lokalbefolkningen, og vi har derfor samlet en række restauranter og små hyggelige spisesteder, som vores franske kollegaer elsker at besøge.
- Besøg Jardin Secret, her benytter de kun råvarer fra lokale producenter.
- Le Bistrot du Paradou serverer en fast menu med traditionelle provencalske retter.
- Hos Gaodina skifter menuen fra dag til dag, alt efter hvilke råvarer de får ind af døren.
- Nyd en dejlig frokost hos Cinq i Tourrettes-sur-Loup.
- Køb lokale råvarer på markedet i Aix-en-Provence. Du kan besøge det hver tirsdag, torsdag og lørdag.
- Chez Bruno er kendt for sin passion for trøfler og tilbyder en menu, hvor du kan opleve den populære råvare i mange forskellige retter.
- Spis frokost på La Grignotière i Moustiers-Sainte-Marie.
- En af vores evige favoritter er Le Canon – en restaurant kendt for sit kompromisløse køkken og et fremragende udvalg af naturvin.
- Leder du efter en afslappet atmosfære, bør du slå vejen forbi La Part des Anges i Nice. Nyd et glas vin og lidt snacks i uformelle rammer.
- Hotel Amour ligger helt nede ved vandkanten og er det ideelle spot til en aften med god mad, livemusik og kolde drinks til synet af solnedgangen.
- Få steder indfanger Rivieraens stemning som La Colombe d’Or. Restauranten ligger gemt i bjerglandsbyen Saint-Paul-de-Vence og føles som et sted, hvor tiden på magisk vis står stille.
Det skal I opleve
Uanset om du drømmer om at cykle gennem solrige lavendelmarker, gå på opdagelse i Van Goghs fodspor eller finde din helt egen skjulte badestrand, byder Provence og Den Franske Riviera på uendelige oplevelser. Vi har samlet vores franske kollegers personlige favoritter – fra vingårde i verdensklasse til unikke naturoplevelser, som de bliver ved med at vende tilbage til.
-
Vi kan kun anbefale at du lægger turen forbi en af de lokale vingårde og nyder en hyggelig, personlig vinsmagning. Besøg enten det familieejede Château La Canorgue, eller nyd et koldt glas rosé hos Château d’Esclans nær kysten.
-
Provence er berømt for at have cykelruter i verdensklasse, og vi anbefaler varmt at udforske ruten langs vinmarkerne ved Châteauneuf-du-Pape eller de solrige lavendelruter omkring Valensole. Du kan også cykle turen op mod La Turbie, hvor vejene snor sig gennem bakkerne, der ligger hævet over Monaco. En meget smuk del af kysten, som man ikke må snyde sig selv for.
-
Trænger du til en forfriskende dukkert i naturen, kan vi anbefale bredderne ved Sainte-Croix-du-Verdon, den skjulte bugt Plage de Mala eller Plage de l’Almanarre i Hyères – der er et særligt godt sted til windsurfing. Du kan også starte dagen med en løbetur langs den berømte Promenade des Anglais i Nice; nyd morgenudsigten over Middelhavet, fiskerne der gør deres både klar, og de lokale, der allerede er ude og snuppe en morgendukkert.
-
Gå i Van Goghs fodspor langs stien i Saint-Rémy-de-Provence, og se de præcise steder, hvor nogle af hans mest berømte værker blev til.
-
Gaderne i Nice gemmer på nogle helt fantastiske vintagefund. Brug en eftermiddag på at slentre gennem den gamle bydel og de omkringliggende kvarterer - vi anbefaler et besøg hos Caprice Vintage, MADEMOISELLE eller det hyggelige antikmarked på Cours Saleya, der har åbent hver mandag.
Her skal I udforske
Provence er en region, der helt naturligt opfordrer til at sætte tempoet ned, lægge bucket-listen væk og bare ’være’. Uanset om du jagter oplevelser i det smukke landskab eller udforsker et livligt morgenmarked, anbefaler vi at lade den lokale atmosfære bestemme dit næste skridt.
-
Giv dig selv tid til at slentre gennem de lokale markeder, som fylder gaderne med liv hver eneste dag i Aix-en-Provence, hver onsdag i Saint-Rémy og hver torsdag og søndag i L’Isle-sur-la-Sorgue – eller besøg det ikoniske Cours Saleya i Nice. Kom tidligt, mens boderne stadig bliver sat op, og der dufter skønt af friske krydderurter, citrusfrugter og nybagt brød.
-
Et lille Riviera-ritual: Nogle af de bedste aftener kræver i virkeligheden meget lidt planlægning. Find et par gode flasker vin hos den lokale vinhandler, hent en pizza og gå de få skridt ned til vandet. Sæt jer til rette på klipperne eller stranden, mens solen langsomt dypper sig i horisonten, og himlen skifter fra gylden til mørkeblå.
-
Træd ind i hjertet af Le Panier, Marseilles ældste kvarter, hvor smalle, solrige gader er fyldt med farverige facader, små butikker med lokalt håndværk og hyggelige caféer.
-
Besøg Musée et Jardins de Salagon – et charmerende sted til en picnic med specialiteter købt på det lokale marked og en flaske god vin. Her er du også omringet af de smukke lavendelmarker, der blomstrer fra juni til august.
-
Gå en tur gennem de farverige gader i Port Grimaud, hvor de smalle kanaler er omkranset af huse i alle nuancer. I denne ’Lille Venedig’ har de fleste indbyggere skiftet garagen ud med en bådplads lige ved døren.