Cinque Terre

Cinque Terre

Velkommen til paradis Cinque Terre. Cinque Terre – fem små pastelfarvede fiskerbyer placeret på klippeskrænterne lige ned til Middelhavet i en nationalpark fyldt med grønne træer overalt. Kan det blive meget smukkere end det? Næppe.

Velkommen til paradis Cinque Terre

Det er et af de steder, du måske har stødt på, når computeren viser billeder fra nogle af de smukkeste steder i verden som automatisk pauseskærm – og det er endnu mere fantastisk at se det i virkeligheden!
Der er jo også en grund til, at området tilbage i 1997 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste – for både den naturlige og den kulturelle værdi stedet besidder.


Vernazza er den fjerde by, når man bevæger sig mod nord i Cinque Terre

Hvordan kommer man til Cinque Terre?

Du kommer let til Cinque Terre fra Pisa, enten med bil, tog, bus eller fly til La Spezia og videre derfra. Det tager en god time fra Pisa til La Spezia med tog.
Turen videre gennem Cinque Terre kan du også tage med tog – det kører direkte gennem alle de fem byer, og du får en fabelagtig udsigt fra toget med første parket til Middelhavet på venstre hånd.
På den måde slipper du også for parkering, hvilket kan være temmelig besværligt i højsæsonen på grund af den enorme mængde turister, der hvert år besøger Cinque Terre – og fordi fire af de fem byer er bilfri, så du skal parkere bilen uden for byen alligevel og gå ind til byen.

Så snart du kommer til en af de fem byer, er det også muligt at gå fra by til by via en panoramavandrerute på siden af bjerget – og det er helt klart anbefalelsesværdigt at vælge dette, hvis ikke hele vejen, så i hvert fald mellem to af byerne.


"Via dell'Amore", kærlighedsstien, der går mellem Riomaggiore og Manarola

F.eks. den mest kendte af strækningerne, "Via dell'Amore", kærlighedsstien, som går mellem Riomaggiore og Manarola. Denne rute er kun 1 kilometer lang og af samme grund – og fordi det er den mest kendte – vil du formentlig også opleve, at det er den mest befærdede af stierne, så afhængig af hvornår på sæsonen du er på besøg i Cinque Terre, kan det være en fordel at vente med at gå ud på vandreruten, til du kommer til en af de efterfølgende byer. Strækningen mellem de to byer varierer i længde fra 1 kilometer til knap 5 kilometer – og uanset hvor du vælger at gå på ruten, vil det uden tvivl være en af de flotteste vandreruter, du kommer til at gå på i dit liv. Ud over ruten, der går langs kysten mellem de 5 fiskerbyer, er der også længere vandreruter, som fører op i bjergene.


Udsigten ud over Cinque Terre fra vandreruten er fabelagtig

Fem små pastelfarvede fiskerbyer – som legoklodser

Kommer du til Cinque Terre her fra sydsiden, vil de første to byer, du ankommer til, være Riomaggiore og Manarola.
Hvis dette er dit første besøg i nationalparken, vil du uden tvivl allerede nu være helt overvældet af al den skønhed, der strømmer dig i møde.
De pastelfarvede huse med grønne skodder for vinduerne leder tankerne hen på en by bygget af legoklodser – pastelfarvede legoklodser vel at mærke.


Riomaggiore, den sydligste af de fem byer i Cinque Terre

Manarola

Når du når gennem byen og ned til vandet i Manarola, går der en sti til højre. Følg denne, og du kommer over på klippesiden, hvorfra du får den mest fantastiske udsigt over byen – hvilket du hurtigt vil bemærke, at også andre end dig har opdaget. Det er typisk her, du støder på en hel flok japanske turister, som er i gang med at tage et gruppefoto, eller et forelsket par, som tager en selfie – og mange af de postkort, du kan købe i souvenirbutikkerne, vil også vise Manarola fra sin allerflotteste side, nemlig netop fra stedet her.
Og det var da også her på dette sted, undertegnede blev smaskforelsket i Manarola, som jeg stadig den dag i dag har som personlig favorit af de 5 byer.


Et billede som dette fra byen Manarola er et hvert postkort og selfie værdigt

Corniglia

Den næste by på turen er Corniglia, den højestbeliggende af de fem byer, hvilket betyder, at den ikke har direkte adgang ned til havet som de fire andre, men at den til gengæld har en helt fantastisk panoramaudsigt fra det klippefremspring, hvor den ligger – og hvis man går de mange, mange trappetrin ned til vandet, venter der en glædelig overraskelse.
Her er den skønneste lille bugt omkranset af klipper – et fantastisk sted at få en dukkert.


Ved foden af Corniglia kan du få en dukkert på dette smukke sted

Kronjuvelen Vernazza og badebyen Monterosso

Har du endnu ikke prøvet vandreruten på nuværende tidspunkt, så er det måske på tide nu.

Læs guiden min til vandreruter i Cinque Terre her
Turen fra Corniglia til Vernazza tager en time til halvanden og byder, ligesom de øvrige dele af vandreruten, på en fantastisk panoramaudsigt.
Den fjerde by på ruten, Vernazza, har ry for at være kronjuvelen, den smukkeste af de fem byer i Cinque Terre og er dermed også den mest turistificerede af byerne. Faktisk er den blevet hyldet som en af de smukkeste byer i Italien – men det vil vi nu lade jer selv om at vurdere.
En af de ting, som gør Vernazza unik, er det gamle tårn Belforte Tower fra det 11. århundrede, som står og troner på toppen af byen. I tårnet findes nu en restaurant med en formidabel udsigt over hele byen.


Solnedgang over Cinque Terre

Monterosso

Den nordligste af de fem byer er den største, og også byen med den største strand, som er organiseret som en rigtig badestrand med parasoller i lange baner.
Nogle synes, det er den mindst charmerende af byerne, og at den minder om andre turistmål rundt om i verden, mens de øvrige fire byer er mere 'autentiske'. Andre er begejstrede for at have muligheden for at dase på en hvid sandstrand med nationalparken midt i baghaven, og synes derfor, at Monterosso er den mest fantastiske af de fem byer.
Som du nok har fundet ud af på nuværende tidspunkt, har hver af byerne deres unikke særpræg, og det er (selvfølgelig) ikke enighed om, hvilken af byerne der er at foretrække. Sådan er smag og behag jo – heldigvis – så forskellig.
Hvilken af byerne der er din favorit, kan du selv rejse til Cinque Terre og opdage.

Mountainbike i Cinque Terre – fjeldlandskabet

Det er primært de fem fiskerbyer, vi har nævnt indtil videre, men Cinque Terre er jo meget mere end det. Det er også masser af pragtfuld natur!
Når du går turene på vandrestierne er du omgivet af storslået natur, helt fra de menneskeskabte vinterrasser og olivenlunde, til de naturskabte klippeformationer og havet.
En meget populær aktivitet i området er som sagt at vandre langs vandrestierne, men er du en vaskeægte bjergrytter, er der også rig mulighed for at få ømme lår og lægmuskler ved at sætte dig op på en mountainbike og cykle op og ned mellem fiskerbyerne – eller rundt i den øvrige nationalpark.
Det højeste punkt i nationalparken er 2200 meter, og hvis du starter helt nede ved havet, ved en af fiskerbyerne, kan vi love, at du nok skal få varmen, før du kommer op til toppen!


Der er også mulighed for at cykle rundt i nationalparken – men det er krævende!

Det er ganske fantastisk at kunne kombinere så forskellige elementer på ferien sin i det nordlige Italien: badeferie, vandreture i smuk natur og kulturelle oplevelser i de små fiskerbyer. Cinque Terre rummer virkelig alt.

Og om du vælger cykel, bus, tog, fly, båd eller at gå til fods, når du besøger nationalparken, er altså også helt op til dig selv – kan du uanset hvad du vælger have en fabelagtig ferie på dette storslåede sted!

Elisabeth Hjorth

Skrevet af Elisabeth Hjorth

maj 2025

    Vind dit ophold

    Nøje udvalgt inspiration, leveret til din indbakke

    En chance for at din næste ophold bliver belønnet