Oplev Danmarks hyggeligste købstæder: Historien bag de gamle handelsbyer på Djursland
Hvis du skal på tur gennem sommerlandet i Djursland, skal du bestemt tage forbi de gamle købstæder såsom Ebeltoft og Grenaa, da de bugner med hygge og historie. Her får du vores guide til byerne.
På tur til Ebeltoft
Udforsk Kløverstierne
Hvis du er til historie og kultur, bør du udforske den 2,5 kilometer lange rute, der går gennem Ebeltoft. Her kan du se Det Gamle Rådhus, hvor der er gratis adgang til alle udstillinger. Rådhuset er fra 1789 og dens tingstue fungerer stadig som et sted, hvor borgerlige vielser finder sted. Hvis du kommer forbi en lørdag, kan det være, at du kan spotte et bryllup. Videre ned ad ruten kommer du forbi Maltfabrikken, der i dag danner ramme for et kulturelt mødested. Før i tiden var fabrikken ejet af Købmand S.B. Lundberg, der producerede malt, men i dag er fabrikken mere kendt som folkets fabrik. Her kan du i dag opleve koncerter, street food og udstillinger. Du kommer også forbi Ebeltoft Kirke, der pryder byen med sin markante og harmoniske arkitektur.
Gå på opdagelse i antikviteter
En tur til Ebeltoft er en historisk oplevelse, og derfor er det også oplagt at tage en bid af historien med hjem. Mens vi ikke kan love, at du finder fund fra 1500-tallet, er det værd at udforske byens antikvitetsforhandlere. Her kan du gøre dig et godt fund og pryde dit hjem med noget, der kan minde dig om din gode tur til Ebeltoft. Ebeltoft Antik og Genbrug har særligt keramik i højsædet, så du kan finde dig et godt krus at tage med dig hjem.
I Hedes Antik kan du finde samleobjekter og smykker og [Plus Patina] (https://www.facebook.com/Pluspatina) er spækket med sjove og spændende genstande.
Spis dig mæt og glad
Ebeltoft er fyldt med gode cafeer og restauranter, der har en hyggelig og historisk atmosfære. Du kan få alt fra en hurtig iskaffe i solen, til et lækkert aftensmåltid med hele familien. Særligt bindingsværkshusene lægges mærke til, når man besøger Ebeltoft. Bindingsværk er en byggemetode, der kom til Danmark i 1500-tallet og kendte bygninger såsom Ebeltoft Rådhus er bindingsværk. I hjertet af Ebeltoft ligger Restaurant Mellem Jyder, der serverer mad i et af Ebeltofts ældste ejendomme. Her kan du opleve historien og smage på mad med respekt for godt køkkenhåndværk. Du finder noget for alle aldre på menuen.
Oplev Grenaa
De gamle gader i Grenaa
Når du udforsker de gamle gader i Grenaa, kan du blandt andet opleve Det Gamle Rådhus fra 1806. Derfra kan du gå ned ad Lillegade, hvor der er masser af butiksliv og caféer, hvor du kan få dig en velfortjent pause. Lillegade fører dig ned til Den Gamle Borgmestergård, der er et rødt og charmerende bindingsværkshus fra 1768. Hvis man kan lide at udforske gamle huse, er Borgmestergården bestemt et besøg værd.
Tur til Anholt
Ved Grenaa Havn kan du tage færgen over til Anholt. Her kan du opleve en naturskøn ø, hvor der nærmest ikke er biler, og over halvdelen af øen af naturfredet. Anholt er kendt for at være en historierig ø, der rummer myter om vikinger og blodige slag mellem Danmark og England.
Der er en helt bestemt ro over Anholt, som absolut er værd at udforske. Det tager tre timer at komme over med færgen, og selvom det kan lyde som frygtelig lang tid, er der rig mulighed for at få en kop kaffe og nyde havudsigten. Hvis du har brug for noget at lytte til, kan læse om vores podcast anbefalinger, der kan holde dig underholdt.
På Anholt er det ikke sådan lige til at komme hjem, så derfor anbefaler vi et par dage i sommerhus, så du kan få det meste ud af din tur.
Fortab dig i den østjyske historie
På Museum Østjylland i Grenaa kan du gå på opdagelse på sommerdage, hvor vejret er mere lunefuldt og du måske trænger til eksil. Lige nu er museet aktuelt med en [udstilling om Kolindsund] (https://museumoj.randers.dk/udstillinger/udstillinger-i-grenaa/kolindsund-soeen-der-deler-vandene/), og hvordan det første spadestik blev taget til afvandingen for 150 år siden. Du kan også opleve udstillingen ”Fire veje til Norddjurs”, der fortæller om stenalderens livsvilkår.
Udstillingen består af filmklip, billeder, fortællinger og ting, du kan interagere med. Udover museets udstillinger er bygningen i sig selv et visit værd. Det er det smukkeste, gule bindingsværkshus, der absolut må beundres, når man er i Grenaa.
Udforsk vores udvalg af sommerhuse i Ebeltoft for inspiration til din næste sommerhustur.