Efterårsferie i Nordsjælland: 6 events i efterårslandet, du ikke må gå glip af

Svampepluk, evighedsblomster, samtidskunst og Middelaldermystik. Vi har samlet seks aktiviteter, I ikke må gå glip af på jeres sommerhustur, når luften bliver sprød og frisk, og Nordkystens skove og slotte indhylles i efterårets klare farver.

Få luft under vingerne og blåt blod i årerne i Fredensborg

Kom helt tæt på, når Falkonergaardens rovfugle får luft under vingerne hver dag klokken 15 i efterårsferien. Her flyver falkonererne med rovfugle, og I kan fra helt tæt hold se ørne og musvåger dykke med 200 km i timen for at sætte kløerne i deres bytte – og måske endda få lov til at ae en falk.

Falkonergaarden er et perfekt udflugtsmål til en dag i naturen, omgivet af skoven, heste og bistader. Kombinér gerne besøget med et smut forbi Fredensborgs overdådige lystslot, barokhave og Nordmandsdalen med sin overflod af sandstensskulpturer af norske og færøske fiskere og bønder.

Forsyn jer med sprødt efterårsgrønt til aftensmaden

Tilbring en langsom lørdag formiddag ved Dyssekilde Station. Her bugner det lokale Torup Marked af stiklinger, planter, urter og grønt, og lørdag den 15. oktober markerer årets allersidste marked med temaet ’Helt vildt’. Fra 10-15 kan I fylde kurvene med lokalt producerede specialiteter til sommerhuskøkkenet. Måske finder I et græskar, der skal udskæres, æbler, der skal mostes, eller stiklinger og planter, der skal spire og gro i jeres vindueskarm – eller måske bliver I inspireret til at kaste jer ud i et vildt efterårsmåltid med fasan eller hjort.

Efter markedet kan I slå vejen forbi nabolandsbyen Dyssekilde, der inviterer på lørdagsrundvisninger blandt landsbyboernes inspirerende økohjem, kreative værksteder og bæredygtige måder at leve sammen på. En rundvisning er gratis for børn, mens voksne slipper med en 50’er.

Fold blomster, der aldrig visner

Selvom sommeren er gået på hæld, skal I ikke snydes for farverige blomster. Tag vennerne eller familien under armen, og sæt kursen mod Mejeriet i Hundested, hvor Florafabula inviterer til kreative Blomstersaloner.

Her kan I lære at folde jeres egne enkle og smukke evighedsblomster til sommerhuset i italiensk crepepapir. Onsdag i efterårsferien er der valmuer på programmet, mens søndag byder på buketter, bobler og mellemøstligt inspireret tapas.

Pluk svampe i Hegnet og Plantagen

Efteråret er et af årets smukkeste tidspunkter til en tur i skoven, hvor bladene er et virvar af højrød, gul og brun, træerne bugner af kastanjer til flotte kastanjedyr, og det pibler frem i skovbunden med kantareller, rørhatte og andre dejlige spisesvampe, som I kan trylle med i sommerhuskøkkenet.

Så når efterårsvejret viser sig fra sin bedste side, er det bare med at hoppe i termodragterne, tage kurve og svampeknive under armen, og gå på jagt efter de danske skoves gyldne skatte. Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage er perfekte udflugtsmål til svampejagten - husk blot at orientere jer grundigt i en god svampeguide, og få inspiration til, hvad I kan kokkerere med jeres sankede svampe med appen Vild Mad.

Udforsk kroppe og skove i samtidskunsten

Tilbring en eftermiddag i samtidskunstens tegn med særudstillingen Heroic Bodies hos Rudolph Tegners Museum & Statuepark. Udstillingen veksler mellem Tegners egne værker, der kredser om den muskuløse, nøgne heltekrop, og kropslige værker fra en række internationale samtidskunstnere. Det bunkerlignende museum er ikke mindst et besøg værd for sine golde og rå omgivelser i Ruslands Bakker, hvor I kan blive blæst igennem på en rask gåtur eller slå jer ned til en kop kaffe eller varm kakao ved Traktørstedet Sørens Café.

Er I ikke blevet trætte af kunst endnu, byder Munkeruphus indenfor til særudstillingen Drifting Woods, der er skabt af Pia Rönicke og tager på opdagelsesrejse ind i de nordlige skove og træers forunderlige univers. Udenfor flyder kunst og natur sammen i Munkeruphus’ statuepark med eksotiske træer i efterårets farver.

Tag på middelalderskattejagt i cisterneklosteret

I efterårsferien blænder Esrum Kloster op for middelaldermystikken med ’De hvide munkes hemmelighed’ – et spil for hele familien, der gennem breve, gåder og opgaver sender jer tilbage til en 800 år gammel hemmelighed. Undervejs kan I farvelægge og forsegle jeres eget Loge-brev med rigtig lak, høre gådefulde fortællinger i fangekælderen og besøge Alkymistens hemmelige rum.

Trænger I til et hvil efter turen rundt mellem klosterets mure, byder Møllecaféen på kaffe og klosterøl frisk fra fad, og klosterbutikken har hylderne fyldt med specialvarer fra svundne tider. I kan også slentre en tur gennem klosterhaven og slippe ungerne løs på naturlegepladsen.

Vinterbadning i Kattegat, skovtur i Tisvilde Hegn, og vandring ad Nordkyststien. Lad dig inspirere til din næste sommerhustur med vores skønne sommerhuse langs nordkysten.

Sara Maarup Thomsen
Skrevet af Sara Maarup Thomsenoktober 2022

    Få adgang til medlemsfordele. Tilmeld dig i dag.

    Tilmeld dig vores eksklusive gratis

    Book vores nyeste sommerhuse før alle andre

    tips og inspiration til din næste ferie

    Landfolk Club