
7 gode råd til at energioptimere dit sommerhus på langt sigt
Det er en svær situation at være i lige nu for rigtig mange af os. Der er krisestemning i medierne, og ofte kan det føles svært at gennemskue, hvad der er op og ned og hvor det er bedst at sætte ind for at opnå størst effekt, når vi vil spare på energien.
Derfor har vi taget en snak med Line Nørmark, energirådgiver ved SparEnergi og Energistyrelsen, om de bedste måder at sænke forbruget af el og varme i netop et sommerhus, og I denne artikel skal det handle om, hvad du kan gøre på den lange bane. I denne artikel giver hun sine bedste tips til:
- Skift til en mere energibesparende varmekilde
- Efterisolering, der sænker husets varmebehov
- Hvordan du undgår faldgruber, når du vil energioptimere i sommerhuset
Hos Landfolk er vores erfaring, at vores gæster gerne vil være ansvarlige, når de besøger et sommerhus – også, selvom forbrug er inkluderet i prisen for deres ophold. Faktisk vil hele 95 procent af Landfolk-værter gerne have besøg af tidligere gæster igen. Derfor kan du med ro i maven have gæster i dit sommerhus, selvom priserne for energi er steget – husk blot at prissætte dit sommerhus, så der er sat lidt ekstra af til forbrug i de kolde måneder. .
Investér i en mere energibesparende varmekilde
Mens vi i vores helårsboliger i Danmark som oftest har et vandbåret radiatorsystem eller gulvvarmesystem er rigtig mange sommerhuse varmet op med strøm. Derfor er varmekilden ofte et sted, vi kan spare rigtig meget ved at skifte til en mere energibesparende løsning.
Vidste du at …
Forbrug som udgangspunkt altid er inkluderet, når en gæst booker et sommerhus hos Landfolk?
Det har vi valgt, fordi vi selv synes det er det rareste. Vi tror på, at gæsteoplevelsen er mest overskuelig når varme, vand, el og rengøring er med i én samlet pris, og de ikke skal ud i mørket og aflæse en måler som det første, når de lander i et fantastisk sommerhus.
Modellen er selvfølgelig baseret på tillid til at vores gæster er opmærksomme på at bruge energi på en ansvarlig måde – og vores erfaring er, at hele 95 procent af Landfolks værter gerne vil have besøg af tidligere gæster igen. Derfor holder vi fast i modellen – også i krisetid.
1. Skift til et vandbåret varmesystem
“Hvis det er et sommerhus man bruger rigtig meget og gerne vil tænke meget langsigtet, så kan man overveje om man skulle have et vandbåret varmesystem i huset. I stedet for elradiatorer og elvandvarmer, så får man en varmekilde – det kunne være en luft-vand varmepumpe op eller en jordvarmepumpe – og får sat nogle radiatorer op med vand i. Det kan også være man har et sommerhus i nærheden af noget fjernvarme. Så kan man altså få en rigtig billig og god opvarmningsform i sit sommerhus.”
2. Installér en luft til luft-varmepumpe
“For alle sommerhuse der varmes op med strøm, der er en luft til luft-varmepumpe nok den største energibesparelse man kan foretage. Det kan også være man har et sommerhus, der ikke er varmet op af strøm, her er det noget andet. Men helt kort fortalt er det jo fordi, at når vi putter 1 kilowatt-time strøm ind i vores elradiatorer, så får vi 1 kilowatt-time varme ud i den anden ende. Når vi putter 1 kilowatt-time strøm ind i vores varmepumpe, jamen så får vi måske 3, 4 eller 5 kilowatt-timer varme ud i den anden ende. Så det er altså en 3-5 gange billigere måde at varme vores sommerhus op på. Jeg tror også at mange som har en luft til luft-varmepumpe kan mærke, at det går lidt hurtigere. Man får noget varm luft ud i rummet og skal ikke vente på, at radiatorerne får varmet op. Og så har det også en affugtende effekt, at der er lidt omrøring i luften i huset,” forklarer Line Nørmark.
“Grunden til at luft til luft-varmpepumperne er så populære – de er blandt de mest solgte – er, at den koster mellem 15 og 20 tusind kroner at installere. Og det er jo rimelig billigt for en opvarmningsform, som også er hurtigt betalt hjem igen fordi man sparer så meget. Og man kan netop gøre det meget hurtigt, på nogle timer måske. Så det er en billig installation, og den er meget hurtigt betalt tilbage, hvis man bruger huset på tidspunkter hvor der er brug for varme (om vinteren, red.). Når det gælder luft til vand-varmepumpe og jordvarmeanlæg, så er vi i sammenligning oppe over 100.000 kroner. Så det er en lidt større investering.”

3. Overvej andre typer varmepumper i sommerhuset
“Har man nu et sommerhus hvor man har et vandbåret system, som vi har i mange af vores helårsboliger – det vil sige radiatorer eller gulvvarme, hvor der kører noget vand rundt – så vil det måske være en luft til vand-varmepumpe eller en jordvarmepumpe, der vil give mening. Også fordi vi tit ude i sommerhusområderne er nogle steder hvor der ikke er mulighed for fjernvarme, og derfor er det altså de her varmepumper der giver mening. I stedet for at de blæser varm luft ud i rummet, så opvarmer de det varme vand der er i vores radiatorer og vores gulvvarme.”
4. Vær opmærksom hvis du overvejer gulvvarme
“Hvis man overvejer gulvvarme, så skal man lige tænke sig om en ekstra gang, for det er lidt mere langsomt om at regulere. Så i et sommerhus hvor man ikke er der hele tiden, men gerne vil hjem fem dage og tilbage igen, der tager det længere tid for gulvvarmen at få den ønskede temperatur. Derfor kan det være radiatorer er den bedste løsning i sådan et sommerhus.”
Reducér behovet for varme med efterisolering
“At efterisolere sit sommerhus vil sige, at man sikrer sig at der er nogle gode vinduer og døre, der er tætte”, siger Line Nørmark. Start med at tjekke om du har nok isolering hvis sommerhuset har et loftrum, for det er rimelig nemt at putte noget mere isolering op på et loft, forklarer hun. Tjek også tag, loft, ydervægge og gulv:
“Mange sommerhuse er måske bygget med 100 mm isolering og kunne sagtens bruge noget mere. Vi anbefaler 300 mm på loft og 200-300 mm i ydervægge. Så sparer man en masse, fordi huset ikke har lige så meget behov for varme,” siger Line Nørmark.
Se flere gode råd hos SparEnergi
Energistyrelsen står bag hjemmesiden SparEnergi.dk, hvor du kan læse flere gode råd om energiforbrug. Her finder du også masser af værktøjer, der kan hjælpe dig med at spare energi, ligesom du kan se dagens elpriser time for time. De har for eksempel lavet en side kun dedikeret til sommerhuse.
5. Sådan griber du efterisolering an
“Efterisolering er et sted hvor vi kan se, at mange kan gøre det selv. For det er bare at købe noget isolering og så skal det skæres til og lægges op. Vi har nogle gode guides til det, hvis man ikke er helt sikker på det der med at skære til, lægge en gangbro, og hvordan man gør med den eksisterende isolering. Men jeg ville ringe til en håndværker og få et tilbud hjem. Måske gå ind på Sparenergi.dk og se, hvor meget besparelse der forventeligt vil være, og så vil jeg overveje om ikke det var en god investering. Og hvis der ikke lå mere end 100 mm på loftet, så ville jeg ligegyldigt hvad få noget mere isolering derop”.
“Jeg vil anbefale at man tænker over ikke kun at man sparer på energien, men også hvilke CO2-aftryk de produkter og ting man smider ind i sommerhuset har haft i produktionsfasen. Så man selvfølgelig også gør noget godt for miljøet, når man nu prøver at spare på energien,” siger Line Nørmark.
Er der nogen sommerhuse, som ikke har godt af at blive ekstra isolerede?
“Nej – så længe man isolerer til et niveau, der giver mening i forhold til den besparelse, man får ud af det. Det er klart, man behøver ikke at putte en halv meter isolering op på loftet, for så har vi bare puttet for mange materialer ind i forhold til, hvad vi overhovedet sparer i energi i sidste ende. Derfor er det en god idé at kigge på de anbefalinger der er til minimumsisoleringen, så man heller ikke overgør det,” siger Line Nørmark.



6. Vær opmærksom på fugtbalancen
“Jeg tror som sådan ikke at der er nogen sommerhuse, der ikke kan tåle mere isolering, men det er klart at man skal være bevidst om, hvordan man gør det. Begynder man at lave indvendig efterisolering, for eksempel, så er det virkelig vigtigt at man har en fagperson med på råd, for der kan man begynde at pille ved nogle fugtbalancer. Så igen: man skal sørge for altid lige at rådføre sig om de ting man laver, hvis man ikke har en fagperson til at lave det for en,” siger hun.
“Når man så tætner sit sommerhus, så kan det godt være at man skal have sig nogle nye udluftningsvaner. Det kan være man har haft et sommerhus, der har ‘luftet sig selv ud,’ som man kan sige, og så skal man selvfølgelig huske lige at lufte ud to-tre gange 5 minutter om dagen når man nu får et mere tæt sommerhus.”
Lyt også til podcastafsnittet om energi, hvor vi også snakker solenergi i sommerhuset
Undgå faldgruber
Er der nogen faldgruber man skal være opmærksom på, hvis man står og vil energioptimere sit sommerhus?
“Som nævnt, fugten – hvis man vil efterisolere sommerhusets ydervægge, gør man det indvendigt eller gør man det udvendigt? Hvor skal dampspærren sidde? Og der har vi nogle gode guides til hvordan man for eksempel kan efterisolere sine ydervægge. Det vil altid være bedst at gøre det udefra”.
7. Find den bedste løsning og rådfør dig med fagpersoner
“Så overvej altid, om du kan gøre den bedste løsning. Det kan være i forbindelse med at du alligevel skal have skiftet den ydre beklædning på dit sommerhus, at du så får isoleret udvendigt og kommer ny beklædning på. Det samme gælder gulvet; den dag man skal have skiftet gulv er det måske også her, man skal overveje, om man så ikke også skal have noget mere isolering i gulvet. Og har man nu ikke mulighed for at gøre den bedste løsning, jamen så skal man i hvert fald sætte sig ind i, hvordan man så gør, hvis man for eksempel vil isolere indvendigt. Få en fagperson med på råd.”
“Tjek også bygningsreglementets krav, så man sikrer at ens sommerhus lever op til de regler og foreskrifter der er i sommerhusene.”
Hvad er det værste man kan gøre, hvis man er sommerhusejer lige nu?
“Det er ikke at være bevidst omkring sit forbrug. Og så at holde en alt for høj temperatur, ikke at lukke ned når man ikke er der, bare at lade tingene stå og bruge standby-forbrug. Men man skal også huske når det bliver varmt igen, at har man for eksempel en luft til luft-varmepumpe og godt kunne tænke sig at køle lidt, så koster det altså rigtig meget. Det er dyrere at køle end det er at varme. Og vi kan se at flere og flere luft til luft-varmepumper har muligheden for at lave køling. Så tænk dig lige om en ekstra gang, inden du bruger den funktion.”
